Større erstatning for oversvømmelse
Bebeoerne i Jyllinge og andre stomflodsramte kan glæde sig til at få dækket flere af udgifterne efter ny lov
De mange familier i Jyllinge Nordmark og andre steder ved Roskilde Fjord, der efter stormfloden i starten af december 2013 har haft store udgifter til genhusning, reparation af huset og efterfølgende fugtskader, kan med et nyt forslag fra regeringen se frem til at få en større erstatning end efter de hidtidige regler. Nu skal det først vedtages af et flertal, men folketingsmedlem Mette Gjerskov (S), der selv er fra Gundsømagle og flere gange har besøgt de ramte i Jyllinge, venter ikke, at det bliver noget problem. Ved lov er der indført en ordning i Danmark, så alle ofre for oversvømmelser kan få en erstatning i en fond, som alle med brandforsikring betaler til. Dette bidrag sættes nu i vejret, og samtidig ændres reglerne for erstatning med tilbagevirkende kraft, således at Jyllinge-beboerne kan få en større erstatning end efter de gamle bestemmelser. - Jeg har mødt mange af de ulykkesramte mennesker, der står i en hel umulig situation. Den erstatning, de havde udsigt til, var slet ikke nok til at betale genhusning, reparation af deres ødelagte hus - og eventuelt yderligere fugtskader, som kan dukke op senere med svamp og lignende. Det skal ændringen i loven nu hjælpe på, fortæller Mette Gjerskov. Hendes kollega i Folketinget, Flemming Damgaard, der er valgt af Venstre i Roskilde, har også været meget aktiv og krævet, at staten giver de ulykkesramte beboere omkring Roskilde Fjord en tilstrækkelig erstatning, så de får råd til at komme tilbage i deres bolig. tk