Færre børn skal mangle ilt under fødslen
40 læger og 85 jordemødre fra Nordsjællands Hospital Hillerød har været på skolebænken for at gøre det sikrere at føde.
Hornsherred Undervisningen er et led i det landsdækkende Projekt Sikre Fødsler, der skal forbedre patientsikkerheden på alle fødeafdelinger i landet. Målet er at halvere antallet af børn med iltmangel i forbindelse med fødslen. Af de ca. 60.000 årlige fødsler i Danmark får mellem 500 og 700 børn iltmangel under fødslen. De fleste får det godt igen, men i omkring 10 tilfælde bliver barnet alvorligt skadet.
Fælles indsats på tværs af regionerne
Sikre Fødsler er en fælles indsats, der træner læger og jordemødre i at overvåge moderens veer og barnets hjertelyd (CTG). Projektet har også fokus på at sikre arbejdsgange, når færdighederne anvendes i hverdagen på fødeafdelingerne. Læger og jordemødre har både gennemført et e-læringskursus og fået fælles undervisning, der er afsluttet med en test. Antallet af børn, der mangler ilt under fødslen, vil blive overvåget nøje frem mod projektets afslutning i 2014. Udviklingen opgøres månedligt på afdelingsniveau, så de enkelte afdelinger kan følge deres egen udvikling tæt. På landsplan har cirka 2.000 læger og jordemødre - heraf cirka 650 fra Region Hovedstaden - været på skolebænken.