Foredrag om emnet "Hvem skal arve"?
SOLRØD: TV-serien ”Arvingerne” har gjort foredrag om arv og testamente aktuelt.
Solrød Bibliotek står torsdag den 6. marts for et foredrag om testamente og ægtepagt, og i serien ”Arvingerne” har man kunnet se, hvor galt det kan gå.
- Det siges, at ingen kender sin familie, før de står i en arvesag, og det kan der være noget om, siger Morten Bøgenskjold, der er én af de to advokater, som kommer og giver gode råd om, hvordan man kommer problemerne i forkøbet.
Tit og ofte er manglende kendskab til retsvirkninger ved død skyld i, at det går galt. Det er de færreste, der kender arveloven, og så kan det gå helt anderledes, end den afdøde egentlig har ønsket det. Med de nye familieformer bliver det ekstra kompliceret med bl.a. mine børn, dine børn og fælles børn. Hvem arver hvad? Og hvorfor?
- Døden er tabu for mange, men det kan være en god idé for familien at tale om, hvad der skal ske, fastslår Søren Bang Monrad, der også er partner i advokatfirmaet Aumento.
– Klare linjer og åbenhed gør det lettere for både dem, der skal arve, og dem, de arver fra. Men det er også vigtigt, at der er et testamente eller en ægtepagt, så arven går til den eller dem, de ønsker.
Torsdag den 6. marts kl. 19.00 kommer de to advokater og guider tilhørerne igennem arveloven og giver svar på spørgsmål, som tv-serien ”Arvingerne” fik stillet. De vil også gennemgå eksempler på, hvordan et testamente og en ægtepagt kan udformes og for den sags skyld kan ændre resultatet og fordelingen af arven.
Gratis billet til foredraget kan hentes på biblioteket eller lægges til side på tlf. 5618 2817.
pm