Sweet kissings from the Dissings

Anmeldelse: Folk har sat sig ved borde. Der tales lavmælt, som man gør, når en forventning dirrer i en forsamling. Man bryder ud i en klapsalve i et ekko fra cirka 100 bedagede hænder. Tre høje mænd indtager scenen. En hætteklædt silhuet dissekerer diset fra røgmaskinerne og sætter sig på sin obligatoriske barstol i midten af billedet. Rejser sig og taler uden lyd som en mimer til sit trofaste provinspublikum. Aftenens første sang istemmer lokalets suspence, i en ekkoklang fra den tolvstrengede guitar, der næsten er ligeså stor, som han selv er. Der er mere end 29 minutter endnu, for ”Dissingbanden” er i sit generøse hjørne. De næste to timer er 'vi' i nærmest hypnotisk trygt selskab med den eventyragtige gamle mester.
Første sang afsluttes brat efter et pludrende omkvæd stemt i den ikonisk Dissingske spyt-vokal. Herefter indledes ”Røversangen” i en listende blues. Instrumentalgruppen omkring mesteren består af de to sønner på henholdsvis rhodes og rytmeguitar samt perkussion og mundharmonika, og en ”koncertmester” ved navn Las, der sadler en sprød telecaster i lavmælte melodiker, som støtter op om vokalen. Den socialrealistiske melodunte om Anna, der går ud i søndagssko og får tæsk af sin far, ligger et eftertænksomt tæppe over publikum og en dame foran mig kommenterer internt ud i Godsbygningen: ”Dén var alvorlig.” Og ja, sangens sidste strofe står klart i alvorens tegn, men ikke uden den skælvende ironi, som er så bærende for Dissings tekstunivers: ”Tak for alt mor, husk at hils ham, for han var trods alt min far.”
Imellem numrene skildrer Povl Dissing tiden, inden han indfandt sig i sit element som sangskriver og troubadour: ”Jeg drømte om at skrive sange, men jeg smed hele tiden mit viskelæder væk…” I denne proces har en vis hr. Laust Bengtsson haft en altafgørende betydning. Efter en række overvejelser havde Dissing besøgt ham, og i døråbningen havde Bengtssons første kommentar været: ”Jeg gør dig rig igen”. Herfra indledtes et venskab og en kunstnerisk udveksling, som blandt andet avlede fødslen af aftenens fjerde nummer:
”Jeg har aldrig drukket kølig sommerregn eller elsket for sjov…
Jeg har aldrig frygtet et tordenvejr eller smagt på skovens syreblad…
Bare følg mig – jeg gør dig rig igen.”
Nummeret indeholder en overrumplende plektoriseret guitarsolo over to sekundante akkordskift fra en blød og nænsom håndteret telecaster.
Historien om venskabet genoptages efter nummeret.
Dissing til Bengtsson: ”Det var da fantastisk!”
Bengtsson til Dissing: ”Jeg har godt nyt i dag!”
Bengtsson til Dissing: ”Prøv at trække en skuffe ud dér!”
Til Dissings overraskelse er skuffen fyldt til randen med tekster. Et pluk i mængden er den (i bandet) fuldstændig indforståede begyndelse på aftenens sjette nummer: ”Anemonesmil”. Også her får vi en smagsprøve på Laust' færdigheder som leadguitarist. En uventet optempo guitarsolo bryder i midten af nummeret det ellers viseprægede refræn, ”Du var mig og jeg var dig, og hele verden gemte sig, kun tiden snød os – vi går hjem, imens du smiler dit anemonesmil” - og modulerer pludselig fra mol til dur i midten. Der sker en gradvis intensivering af instrumentgruppens aktivitet, som munder ud i en tisse/drikke-pause. Andet sæt indledes med en halv time i selskab med Dissingsønnerne samt Laust uden faderen. Mesteren vender dog belejligt tilbage og spiller i en udvidet spilletid med ekstranumre fra (”den skaldede fede halvsvensker”): Svante(s) viser og datiden med Benny Andersen.
Imellem numrene fortsættes erindringshistorierne blandt andet over Grønland, som Dissing har et særligt forhold til: ”Grønland er noget særligt, fordi det holder kærligheden i gang. Vi sad deroppe og spillede til langt ud på aftenen – og der skulle jo også drikkes! Pludselig ud på natten begyndte de indfødte at messe den her melodi…” Et nærmest indiansk riteagtigt kor bryder frem på scenen, og Dissing har trukket hatten ned over hovedet, mumlende, dirrende, ”Dissingsk” lun. Den gamle mester kigger op, imens instrumentgruppen lægger sig til rette på en akkord. Povl Dissing holder sig på kinden med venstre hånd og hvisker med en forfærdet grimasse til publikum: ”En af de ting, der raslede af den dag, var et hvidt med et rødternet flag.”
En uforglemmelig aften er nået til ende.