Fortsæt til indhold

Flexbusser bør også gælde institutioner

Arkiv
Arkiv

Merete Due Paarup (V), Uhrevej 3, 6064 jordrup
De lokale busruter forsvinder og erstattes af flexbusser, der henter og bringer lige til døren. Det giver mening, da vi ikke skal køre rundt med varm luft i yderområder og på tidspunkter, hvor der ikke er passagerer. Men det giver en udfordring for børnehaver og skoler i yderområderne, der ikke kan komme på tur. Tidligere var det svært for børnehaven og skolen at komme afsted på tur – nu er det umuligt.
Kolding har et rigt tilbud til børnehaverne og skolerne og de får et væld af spændende indbydelser fra bla. Nicolai for børn, Koldinghus, Trapholt og mange af de andre der laver seje, sjove, spændende aktiviteter og tilbud til børnene. Men yderområderne kan ikke komme afsted – for der kør ganske enkelt ingen bus og der er ikke penge til at bestille en turistbus. Det betyder, at rigtig mange børn går glip af alt det spændende og må blive hjemme i lokalområdet. Det er ikke godt nok.
Vi vil gerne have tilflytning og liv i hele kommunen – og det betyder at vi bliver nødt til at skabe fleksible løsninger også på dette område. Det kunne være en oplevelsesbus, der kunne have et vist antal klip til hver institution hver år, så de kan komme afsted på tur.
Det gælder ikke bare at landbørnene kan komme til byen – det kunne også være omvendt at bybørnene kunne komme på landet og besøge et landbrug, komme en tur i skoven eller på stranden. I centerbyerne og landsbyerne betaler vi gerne til fælleskassen, så vi kan få kulturelle oplevelser i høj kvalitet i Kolding – og vi har også meget at tilbyde Kolding.
En oplevelses-ta-på-tur-flex-bus-ordning kunne være en løsning – måske starte op med et pilotprojekt for at undersøge og finde den gode model… sammen designer vi busturen!