Tre vindere med en digital postkasse
Sønderborg vandt i januar Digitaliseringsstyrelsens konkurrence om at blive 'Danmarks digitale højdespringer'. I den forbindelse fik kommunen den behagelige opgave at udlodde tre iPad mini blandt alle borgere over 15 år i Sønderborg Kommune, der har en digital postkasse. Borgerservice trak lod, og i går onsdag fik de tre heldige vindere overrakt deres præmie af borgmester Erik Lauritzen.
"Det er helt vildt, jeg har aldrig vundet noget før," fortæller Anita Skrydstrup fra Augustenborg.
"For mig er det naturligt at bruge de digitale medier. Det er lang tid siden, at jeg har tilmeldt mig digital post fra det offentlige. Jeg har også netop meldt flytning digitalt og skrevet min søn op til skole via den digitale selvbetjening," fortæller hun, og Doreen Arcega Dilla Frandsen er enig:
"Jeg modtager næsten ikke noget post på papir mere. Jeg har tilmeldt mig digital post både fra offentlige og private virksomheder. Det er meget nemmere," siger hun.
Præmierne blev overrakt af borgmesteren, som ønskede de tre vindere tillykke.
"Jeg er stolt af, at Sønderborg Kommune har vundet titlen 'Danmarks digitale højdespringer', og at vi nu har mulighed for at overrække disse flotte præmier til vores borgere. Uden dem og deres interesse og vilje til digitalisering, havde vi ikke vundet titlen," lyder det fra borgmesteren.
Fakta:
Antallet af borgere med en digital postkasse steg i december og januar med over 24 pct. i Sønderborg Kommune.
Den 1. november 2014 skal alle borgere over 15 år i Danmark have en digital postkasse
Den digitale postkasse er gratis og kan oprettes på www.borger.dk