Business Kolding får to nye formænd
På generalforsamlingen på Hotel Scandic Kolding har Business Kolding valgt to nye formænd, som er markante skikkelser i Koldings erhvervsliv
Steen Buchreitz Jensen bliver ny formand for Foreningen Business Kolding, og Otto Popp Clausen bliver ny formand for Fonden Business Kolding.
52-årige Steen Buchreitz Jensen er medejer af HB Textil A/S i Kolding og har tidligere været ansat i blandt andet LEGO og Gori. Han har desuden været medlem af bestyrelsen for blandt andre Bianco Footwear i Kolding. Han beskæftiger sig i dag med konsulent- og bestyrelsesarbejde.
54-årige Otto Popp Clausen er medlem af en række bestyrelser og har haft en lang karriere i Würth Danmark i Kolding, hvor han sluttede som administrerende direktør. Han er i dag selvstændig med virksomheden OPC Invest, der investerer i mindre virksomheder. Desuden er han direktør for Koldings internationale lysevent Kolding Light Festival, der med spektakulære installationer lyser hele kommunen op i december.
De afløser Bent Leon Nielsen, direktør for Frank Nissen Pack i Kolding, der har beklædt begge poster indtil i dag. Bent Leon Nielsen har været Business Kolding en tro væbner i mange år og blev første gang formand i 2006. Han blev på generalforsamlingen hyldet med klapsalver for at have beklædt formandsposter i Business Koldings selskaber i flere omgange.
”Du har været med til at udvikle Business Kolding til den omfattende erhvervsfremmeorganisation, Business Kolding er i dag. Som én sagde til mig: ” Bent Leon er virkelig en mand, der har sat mange børn i verden, og langt de fleste har vokset sig store og stærke”,” sagde Foreningen Business Koldings næstformand Peder Madsen i sin tale til Bent Leon Nielsen.
På generalforsamlingen gav finansminister Bjarne Corydon og erhvervsavisen Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen motiverede og relevante oplæg med perspektiv på Koldings og Danmarks erhvervsliv. Børsens tidligere chefredaktør Leif Beck Fallesen var ordstyrer for debatten.