Fortsæt til indhold

Vendlet vinder pris igen

Vendlet ApS med base i Aabenraa henter for andet år i træk fornem pris ved engelsk konference

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

For 2. år i træk vendte direktør for Aabenraa-virksomheden Vendlet, Peter Maindal, hjem fra konferencen 'Moving & Handling People' i London med en pris under armen. Sidste år vandt firmaets patient-vendesystem Vendlet V5 nyhedsprisen 'Best Product on Show'. I år vandt man prisen 'Most Interesting Product'.
Moving & Handling People er Englands største konference inden for forflytning og patienthåndtering. Den arrangeres af en af Englands ledende sundheds organisationer, Disable Living Foundation (DLF) og afholdes en gang om året.
Begge priser er bemærkelsesværdige i den forstand, at det er konferencens deltagere, der stemmer om hvilke produkter, der skal vinde. Samtidig kan man fra DLF's side oplyse, at det er første gang i konferencens historie, at et produkt vinder en pris to år i træk.
”Der var igen i år en overvældende interesse for Vemdlet V5 på konferencen. Deltagerne var hurtige til at se, de muligheder og det potentiale systemet tilbyder både med hensyn til patientens værdighed og personalets arbejdsmiljø,” siger en en stolt Peter Maindal, direktør i Vendlet. Han oplyser endvidere, at det engelske marked er særdeles interessant. Vendlet har været på det engelske marked i tre år nu og oplever stor interesse fra både hospitals- og plejesektoren.
"Hospitalssektoren har også efterspurgt engangslagner til patient-vendesystemet, og det kan vi levere nu. Jeg forventer derfor, at vi for alvor kommer til at træde ind på det engelske marked i år,” siger en forventningsfuld Peter Maindal og føjer til: ”Det bliver enormt spændende!”