HÅB Vi får flere børn i 2014
Færre børn er født i kriseårene – måske vender fødselstallet i år
2013 blev endnu et år, hvor de gik ned ad bakke med fertiliteten – altså hvor mange børn en dansk kvinde i gennemsnit får.
Ifølge Danmarks Statistik er tallet faldet fra 1,73 til 1,67 børn – og dermed fortsatte tendensen med fald siden 2008, hvor tallet var 1,89.
Måske er det økonomien, der gør os afholdende også på det punkt.
”Det er nærliggende at pege på økonomien som årsag til, at fertiliteten er falder, for faldet er sket i samme periode, som vi har været i krise. Økonomisk usikkerhed kan få folk til at vente med at få børn,” siger Las Olsen, der er privatøkonom i Danske Bank i en kommentar til tallene.
Ejendomsmæglerkæden home forklarer, at usikkerheden om job og boligpriserne har spillet en stor rolle for vores lyst og muligheder for at flytte.
”Mange har holdt sig tilbage, udskudt deres behov og ventet til bedre tider. Heldigvis er de bedre tider ved at brede sig – for vi solgte 7 % flere boliger i 2013 og der er svagt stigende huspriser på landsplan,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.
Danske Bank har også set på sammenhængen mellem huspriser og fødsler. På Sjælland og Lolland-Falster viser tallene, at jo mere husene er faldet i pris, jo færre børn er der født.
”Der er faktisk også en tendens til, at fertiliteten er faldet mest der, hvor huspriserne også er faldet mest, når man ser på kommunerne på Sjælland og Lolland-Falster. Det bekræfter, at der nok er en sammenhæng. Men tager man kommunerne i Jylland og på Fyn, så forsvinder sammenhængen faktisk fuldstændig. Det tyder på, at der er noget mere end økonomi på spil, siger privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank og fortsætter:
”Måske vælger vi simpelt hen at få færre børn efter mange år, hvor udviklingen er gået den anden vej. Men økonomien spiller altså også en rolle, og den fik det en lille smule bedre for de fleste i 2013. Det kunne meget vel tænkes at afspejle sig en lidt højere fertilitet i 2014, for der går jo af naturlige årsager en hvis tid, før omstændighederne ændrer sig, og til det rent faktisk kan ses på fødselstallet.”