Èn indgang til Borgerservice på Køge Rådhus
KØGE: Teknik- og Miljøforvaltningens reception bliver 1. marts slået sammen med Rådhusets Borgerservice. Det skal lette borgernes adgang til kommunen via Rådhuset.
For fremtiden bliver det nemmere for Køge-borgere at få hjælp hos Kommunen. Uanset om du skal have nyt pas eller byggetilladelse, skal du fra 1. marts henvende dig hos Borgerservice i Arkaden på Rådhuset. Det betyder, at du som borger altid ved, hvor du skal henvende dig.
- Det skal være nemt at møde Kommunen. Derfor lægger vi nu Teknik- og Miljøforvaltningens reception sammen med Borgerservice på Rådhuset. På den måde kan vi give både borgere og erhvervsliv en endnu bedre service, siger borgmester Flemming Christensen.
Det vil fortsat være Borgerservices erfarne medarbejdere, der hjælper borgerne med pas, nemID og lignende. Henvender du dig med en byggesag, tilkalder medarbejderne i Borgerservice straks en byggesagsbehandler fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Du skal altså ikke selv gå videre til Teknik- og Miljøforvaltningen – byggesagsbehandleren kommer hen til dig i Borgerservice.
- Det er kommunens fornemste opgave at give vejledning og hjælp af høj kvalitet – uanset om du kommer som privatperson eller som repræsentant for en virksomhed. Det sikrer vi ved at tilbyde hjælp fra fagfolk, som kan give dig kyndig service med det samme, siger Flemming Christensen.
Hurtig kontakt til Kommunen
Foretrækker du at få styr på sagerne i hjemlige rammer, tilbyder Køge Kommune via sin hjemmeside, www.koege.dk, en alternativ Borgerservice med længere åbningstider og helt uden kø.
Hjemmesiden har en række selvbetjeningsløsninger, og du kan også finde information om alt fra boligsikring til lokalplaner og opsætning af solceller.
Går du med byggeplaner i tankerne, eller har du spørgsmål om bygningsarbejdet i Køge Kommune, kan du blive klogere med et par klik med musen.
Læs mere om byggesager på Køge Kommunes hjemmeside: http://www.koege.dk/borger/Bolig-byggeri-og-flytning/Skal-du-bygge.
pm