Fortsæt til indhold

Rekord med bamser

Elever på Sct. Jørgens Skole har sikret sig tre pladser i rekordbog

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Per Rudkjøbing 1.340 bamser var fredag formiddag samlet på gulvet i gymnastiksalen på Sct. Jørgens Skole. Blandt de behårede og storøjede tøjdyr tittede elever fra 3. a, b og c spændte frem. De ventede på resultatet af en uges sjove anstrengelser, hvor de havde forsøgt at slå både skolerekorder og rekorder i Børnenes Rekordbog. Da optællerne fra rekordbogen var færdige med at tælle og måle, stod det klart, at de 1.340 bamser var nok til at slå den tidligere rekord, hvor børn havde samlet 1.231 af deres bamser sammen. Desuden kom elevernes mælkekartontårn, der på sit højeste var 3,94 meter højt og en avishat på 6,70 x 3,35 meter også i bogen.

81 minutters hulahop

Vanessa Sanchez var den elev, der kunne holde en hulahop ring længst kørende på hofterne. Hele 81 minutter klarede hun uden at blive forpustet. - Jeg er meget tålmodig, derfor var det let for mig, fortalte hun. Dog måtte hun indrømme, at da hun lagde hovedet på puden om aftenen, kunne hun ikke mærke hofterne mere på grund af anstrengelserne med ringen.

Her står Nora Gregersen fra venstre, hun kom på anden pladsen i foldning med papir. Ved siden af står Vanessea Sanchez, der slog skolerekord ved at holde en hulahopring på hofterne i hele 81 minutter. Falke Geels havde sammen med et par andre elever forfattet den længste regnehistorie.

Rekord-lang regning

I ugens løb har eleverne kæmpet om at slå mange forskellige rekorder. Falke Geels fortalte, at han og nogle af kammeraterne havde fået et diplom for at lave den længste regnehistorie i klasserne. I stykket kunne man både finde prinser og prinsesser og meget andet. Andre fik diplomer for mindste musetrappe, gækkebrev og papirfyld, mens nogle havde mestret at folde store ting og at få flest elever til at stå på en kvadratmeter. En ting stod helt klart efter de mange rekorder i ugens løb, nemlig at det var sjovt at bruge skoletiden på anderledes skolegang. ag@roskildeavis.dk