To gange vinterjazz
Prismodtager Sinne Eeg gæster Sønderborg Jazzclub på søndag
Det landsomfattende arrangement Vinterjazz i februar har hele to aflæggere til Sønderborg Jazzclub. Det er henholdsvis på søndag den 16. februar og igen søndagen efter den 23. februar.
Den 16. februar har jazzklubben engageret sangerinden Sinne Eeg, som tidligere har gæstet klubben med stor succes. Hun har gennem de seneste år markeret sig som en af de helt store sangerinder på den danske jazzscene. Hun er således netop blevet tildelt Ben Webster-prisen, som vil blive officielt opverrakt den 28. marts, som er dagen efter Ben Websters 105 års fødselsdag. Det sker ved en koncert med DR Big Bandet i Jazzhouse.
Som begrundelse for tildelingen af prisen til Sinne Eeg skriver fonden bag prisen bl.a., at prisen gives, fordi hun inden for de sidste par år har udviklet sig til en ægte jazzsangerinde, som både viser sensitivitet, improvisationsevne, modenhed, stor stemme og timing i sin sang.
Ved koncerten søndag kl. 15 på Sønderborghus akkompagneres hun af Martin Schack på hammondorgel og den amerikanske guitarist Larry Koonse. Repertoiret består af værker af Sinne Eeg og Martin Schack samt af gamle kendinge fra jazzens standardrepertoire.
Svensk sekstet
Ved den anden koncert får klubben besøg af pianisten Kathrine Windfeld Sekstet. Gruppen er svensk og er oprindelig centreret omkring jazzlinjen på Friedhems Folkhögskola, hvor samtlige medlemmer har studeret.
Gruppen henter sin inspiration blandt andet fra 60'ernes jazzscene, men spiller også Kathrine Windfelds egne kompositioner.
Denne koncert finder sted den 23. februar ligeledes på Sønderborghus. Begge koncerter begynder kl. 15, og som altid er entreen 130 kroner for ikke-medlemmer, mens medlemmer kun betaler 80 kroner og studerende 50 kroner.