Højst 90 procent af lønnen
Forelagt indlægget fra firma-ejeren på Sct. Jørgensbjerg har chefen for kommunens Jobservice Anne Haarløv sendt følgende fakta til Roskilde Avis:
- Som udgangspunkt udgør dagpengene, som en forsikret i en a-kasse kan modtage ved ledighed, 90 procent af lønnen, mens vedkommende var i arbejde. Dog kan beløbet aldrig blive højere end den maksimale dagpengesats, som nu er på 110 kroner i timen og bliver bestemt hvert år af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
- For at kunne få dagpenge fra en arbejdsløshedskasse, skal man først have haft arbejde i mindst et år. Denne ret ophører efter de sidste vedtagne regler efter to års ledighed.
- De, som ikke har optjent ret til understøttelse fra a-kassen, kan få kontanthjælp, men skal så opfylde flere krav. De må ikke have formue, og de må heller ikke have en ægtefælle eller samlever, der har indtægt, som kan forsørge begge. Størrelsen af kontanthjælp kan variere efter alder, forsørger-status osv.
En tommelfingerregel er, at unge under 30 årige får svarende til SU-takst.