Fortsæt til indhold

Forrygende start for digitalt rygestop

Tilsyneladende er især mænd interesserede i at kvitte tobakken på digital vis. - Måske har de lettere ved at sidde bag skærmen derhjemme, end at sidde i rundkreds her hos os, vurderer rygestopkonsulent Karin Lykke Iversen fra Center for Sundhedsfremme

Arkiv
Kim Schou

10 deltagere loggede tirsdag aften ind på det første digitale rygestop-kursus nogensinde i Varde Kommune.
Dermed er succes'en i hus – og en hel del tyder desuden på, at Center for Sundhedsfremme, der står bag det nye tilbud, har fået et solidt greb i de mandlige rygere.
"Vi kan ikke sige det med sikkerhed. Deltagerne logger sig ind i ”systemet” helt anonymt, så det er et kvalificeret gæt, men vi har en klar fornemmelse af, at ca. firs procent af deltagerne er mænd," fortæller Karin Lykke Iversen, der er rygestopkonsulent og diætist hos Center for Sundhedsfremme.
Kurset foregår på den måde, at deltagerne sidder hjemme hos sig selv – privat og anonymt. Via deres computer logger de sig ind på en elektronisk platform, hvor de er i direkte forbindelse med dels de øvrige kursister, dels Karin Lykke Iversen og hendes kollega Jeanette Elbek, der via små kameraer optræder ”live” på computerskærmen.
De to ”styrer slagets gang” med gode, råd, vejledning og meget andet til de borgere, der har meldt sig til kurset i håb om, at kvitte tobakken.
"Ideen er jo netop, at deltagerne ikke behøver at være fysisk til stede, ligesom vi her tilbyder muligheden for at være anonym," fortsætter Karin Lykke Iversen.
"Deltagerne kan sidde hjemme hos sig selv, de kan sidde på deres arbejdsplads, i toget eller på en strand i Thailand for den sags skyld."
"Det er internettet, der binder det hele sammen – men deltagerne slipper for at møde op her på centret, ligesom de slipper for transport, en eventuel barnepige, de skal ikke nødvendigvis tage fri fra arbejde og den slags."
Karin Lykke Iversen selv valgte at lede kurset fra centret på Ringkøbingvej, mens kollegaen, Jeanette Elbek, gav sit besyv med hjemme fra privatadressen.

Kvikke kommentarer

"Teknisk fungerede det fint. En enkelt gang var der er et ”udfald”, hvor forbindelsen røg i nogle sekunder, og straks medførte det kvikke kommentarer fra kursisterne om, at vi nok var gået ud for at ryge…"
"Desuden kunne vi se, at der faktisk var 12 personer, der havde tilmeldt sig kurset, så vi skal lige have fulgt op på, om det var tekniske problemer, der gjorde, at det ”kun” var de 10, der loggede sig ind."
Det digitale rygestopkursus strækker sig over i alt fem tirsdage. Nu er det første af slagsen altså i gang, og Karen Lykke Iversen er overbevist om, at det er et tilbud, der er kommet for at blive – som et supplement til de traditionelle rygestopkurser.
"Der er fordele ved begge slags kurser, men hvis vi har ret i vores formodning om, at mænd måske hellere vil sidde bag skærmen derhjemme, end at ”sidde i rundkreds” her på stedet, så er det da helt oplagt at fortsætte," slutter Karin Lykke Iversen.