Køge Basket er klar til playoffs til basketligaen
BASKETBALL: Det ar en travl weekend som Køge Basketball Klubs 1. Divisionshold var ude i sidste weekend, hvor der var to kampe på programmet.
Lørdag spillede Køge på udebane mod BK Amager og vandt en sikker sejr på 76-63. Søndag afvikledes den fra før jul udsatte kamp mod Aarhus BF i Køgehallen, og også her trak køgenserne det længste strå med en sejr på 75-70.
De to sejre betyder, at Køge definitivt er klar til de kommende playoffs om en plads i Basketligaen til sæsonen 2014/15.
- Dejligt at få ro på den front. Nu kan vi koncentrere os om at slutte som nummer tre i divisionen, der ligesom fjerdepladsen giver hjemmebanefordel i første kamp i kvartfinalerne i playoff, siger formand Lars Vestergaard til Lørdag-Avisen.
Men inden disse spændende kampe skydes i gang, skal de tre sidste runder i grundspillet afvikles, Den første af de tre sidste runder afvikles i denne weekend, hvor Køge skal en tur til det jyske for at møde formstærke BMI Bloodhounds i Egelundhallen i Malling. Denne kamp spilles søndag den 23. februar kl. 15.30. Lørdag den 1. marts kl. 16.00 spiller Køge på hjemmebane mod Virum inden sæsonen rundes af med det store lokalopgør mod Solrød Comets i Solrød Idrætscenter søndag den 9. marts kl. 17.00.
Inden de tre sidste runder ligger Køge lunt på tredjepladsen med 26 points for de 19 kampe. Det er fire points mere end Lemvig og Solrød Comets der begge har 22 points.
Slutter Køge som alle forventer på tredjepladsen, skal holdet op mod mod rækkens nummer 6 - en plads der inden weekenden indtages af Aarhus BF.
I playoff kampene deltager nummer 1-8 i grundspillet. Kampene afvikles bedst á tre kampe.