EfB's direktør runder et halvt århundrede
Virksomhedens størrelse taget i betragtning findes der formentlig ikke andre, der formår at sætte Esbjerg på landkortet som EfB. På fredag fylder klubbens administrerende direktør 50 år, og i den anledning aflagde Lokalavisen ham et visit
I Esbjerg og omegn er fodbold meget for mange, men det er ikke alt for alle.
Det lærte EfB's administrerende direktør, Søren Poulsen, da han tilbage i 2011 kom for skade at tage det for givet, at alle da ville bakke op om EfB og købe folkeaktier, da klubben var ekstremt presset på økonomien. Det ville alle ikke, og Søren Poulsen fik kritik for sin retorik, hvor han var ude at prikke til folks samvittighed og lokalpatriotisme. Berettiget, siger han selv i dag.
"Jeg havde kun ét for øje, og det var at redde EfB. Jeg var kaptajnen, som stod i en meget, meget alvorlig situation, som vi skulle ud af. Men det var ikke den bedste måde, jeg fik sagt tingene på, og mange mente, vi lå, som vi havde redt, og det var jeg ikke helt klar over måske. Det er i hvert fald noget, jeg har lært meget af, og det har gjort mig mere ydmyg," siger Søren Poulsen, der bruger den ydmyghed meget aktivt i dag, hvor der er masser af succes at berette om for EfB.
"I virkeligheden er EfB jo vanvittig eksponeret i forhold til, hvor lille en virksomhed vi reelt er. Men fodbold betyder bare meget for mange, og det gør det også for mig. Derfor bruger jeg også gladeligt så mange timer i klubben,” siger Søren Poulsen.
Strategiskifte vigtigt
På fredag fylder Søren Poulsen, Kolding-drengen der var bankmand før han blev boldmand, 50 år. Det fejrer han med en reception i loungen på Blue Water Arena, der er hjemmebanen for den klub, som han siden 2009 har været administrerende direktør for. De fleste vil vide, at Søren Poulsen også i en årrække inden var direktør i EfB, men i 2007 valgte han at vende tilbage til bankverdenen, da han fik et godt tilbud.
"Men da muligheden for at komme tilbage til EfB var der i 2009, kunne jeg ikke sige nej. Jeg har sport i blodet, og det er en fantastisk arbejdsplads med nogle helt fantastiske medarbejdere. Der er et tæt sammenhold og en god portion ydmyghed," fortæller Søren Poulsen, der selv spiller på midtbanen på fodboldholdet "Tykke Maver", der med direktørens egne ord, er det klogeste hold i kommunen.
Søren Poulsen har prøvet meget i sin tid i EfB, men han er ikke i tvivl om, at der er flere afgørende ting, som er skyld i, at EfB er, hvor klubben er i dag.
"Indenfor fodbold er det vores strategiskifte i 2009, hvor vi for alvor sadler om og satser endnu mere på egne talenter. Det være sig gennem Vestervangsprojektet og vores samarbejdsklubber. Men der er jo en reaktionstid på sådan noget, og det kommer ikke bare over natten. Men det var en rigtig strategi, for som de fleste ved, havde vi også brændt fingrene lidt med nogle dyre indkøb, som ikke slog til," fortæller Søren Poulsen, der af samme grund er en både stolt og glad direktør, når det som i år lykkes at sælge profiler fra lokalområdet som Kian Hansen, Peter Ankersen og Martin Braithwaithe, og tidligere er spillere som Søren Rieks, Kevin Conboy, Jesper Jørgensen og Mikkel Vendelboe også strøget til udenlandsk fodbold efter at have spillet mange år i EfB.
"Men de resultater, vi ser i dag gør mig super tilfreds, for de er ikke kun skabt på banen af superligaspillerne. De er skabt ned gennem systemet af en meget dygtig trænerstab i alle årgangene. Der er rød tråd og en fælles ramme lige fra superligaholdet og ned til de mindre årgange. Det er fantastisk og årsag til, at vi er en mønsterklub, som alle andre klubber skeler til, når man ser på talentudvikling."
Fysiske rammer afgørende
Søren Poulsen peger også på andre vigtige elementer, der er skyld i, at EfB i dag er, hvor klubben er.
"Det er først og fremmest det sammenhold, der gennemsyrer klubben. Både eliteafdelingen og amatørafdelingen. Man husker rødderne og man er ydmyg," siger Søren Poulsen, der var ked af at afhænde ishockeyen sidste år, som han ligeledes var direktør for:
"Vi gjorde det rigtige ved at gå ind og redde ishockeyen for mange år siden, men vi gjorde også det rigtige ved at fravælge ishockeyen igen. Vores kerneforretning er fodbolden, og vi gør rigtigt i at fokusere 100 procent på det. Men jeg vil godt sige, at jeg synes, Esbjerg Energy og folkene omkring klubben, gør et fantastisk stykke arbejde,” siger Søren Poulsen.
"Og så var der også en anden og en helt afgørende ting set fra min stol. Det var, at man byggede Blue Water Arena. Det er kommunen og private virksomheder, der på mange måder er skyld i, at EfB er her i dag. Jeg tør næsten godt sige, at vi havde været færdige, hvis vi ikke havde fået bygget Blue Water Arena. Landets bedste stadion i øvrigt. Moderne og tidssvarende rammer er altafgørende for, at man kan skabe en fornuftig forretning i dag," fortæller Søren Poulsen, der med stolthed har fulgt det seneste års resultater på grønsværen.
"Det er jo et eventyr. Set i bagklogskabens lys kunne man allerede se tegningerne til noget stort under St. Etienne kampen på hjemmebane. Èn af de største kampe nogensinde i Esbjerg. Men ingen havde nok regnet med, det skulle blive så vildt, og der har hele organisationen, de mange frivillige og generelt alle i Esbjerg og omegn løftet i flok," siger Søren Poulsen og understreger:
"Det er vigtigt for mig at sige, at vi var kommet igennem med vores redningsplan, selv om vi ikke havde været i Europa League. Men med vores resultater og spillersalg, har vi skudt en økonomisk genvej, som det ville have taget os 10 år at tjene os til. Og så er det en fantastisk måde at kvittere for den tillid, som kommune, sponsorer, opland og fans har vist os."
Vil udvikle klubben
Om 10 år ved Søren Poulsen af gode grunde ikke, hvordan hans liv ser ud. Men det er overvejende sandsynligt, at det stadig er EfB, der udbetaler hans løn hver måned.
"Hvis de vil have mig, så ja. Det er et meget lystbetonet job, hvor der er et enormt pres på hele tiden. Som jeg sagde tidligere, er det jo en voldsomt eksponeret forretning i forhold til størrelsen. Men det team, der er her, gør, at jeg også har lyst til at bruge de ekstra timer og gå de ekstra meter, som jobbet kræver," siger Søren Poulsen og tilføjer, at den gode opbakning han får fra sin kone ligeledes er afgørende.
"Jeg glæder mig til fremtiden. Jeg tror og håber på, vi klarer skærene i Superligaen, for der er mange spændende projekter at tage fat på i fremtiden. Vi er i en position nu, hvor vi kan begynde at videreudvikle klubben på mange områder både sportsligt og kommercielt, og det glæder jeg mig vanvittigt meget til," siger direktøren for én af regionens uden tvivl mest eksponerede forretninger.