Hurtigere og mere smidige byggesagsbehandlinger
- i Solrød kommune
BYGGESAGER: Solrød Kommune har de seneste år søsat en række initiativer, som har optimeret byggesagsbehandlingen.
Byggeinformationsmøder for borgere, ”gå-hjem-møder” for professionelle byggeaktører og forhåndsdialogmøder i forbindelse med erhvervsbyggeri.
Det er nogle af de tiltag i byggesagsbehandlingen i Solrød Kommune, som de senere år har givet en hurtigere og smidigere byggesagsbehandling.
- På møderne har vi mulighed for at komme i dialog med bygherrerne på et tidligt tidspunkt, og det har resulteret i, at vi får afstemt forventningerne, og flere byggeansøgninger er som udgangspunkt udfyldt fyldestgørende, hvilket tilsammen har givet en hurtigere og mere tilfredsstillende byggesagsbehandling, fortæller teknisk chef Jens Bach.
Digitalisering på vej
Konceptet med ”gå-hjem-møder” for professionelle byggeaktører fortsætter i dette forår, hvor aktuelle byggesagsemner bliver taget op.
Det samme gør byggeinformationsmøderne for borgerne, men de vil med tiden blive erstattet af individuelle møder, da byggesagsbehandlingen bliver digitaliseret i løbet af i år som et led i kommunens digitaliseringsstrategi.
Det betyder, at ansøgerne fremover skal søge om byggetilladelser via en elektronisk selvbetjeningsløsning kaldet Byg og Miljø, hvor en række spørgsmål vil være med til at sikre, at ansøgningsmaterialet er tiltrækkeligt belyst til, at kommunen kan træffe en afgørelse.
Når det nye system kommer, vil borgerne på de individuelle møder blive vejledt i at bruge Byg og Miljø.
Nye sagsbehandlingstider
Samtidigt bliver sagsbehandlingstiden på byggeansøgninger ændret. Økonomiudvalget har netop vedtaget kommunens serviceniveau, og fremover vil sagsbehandlingstiden blive beregnet fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget en fuldt belyst ansøgning.
For byggetilladelser skal afgørelsen falde inden 5 uger og for dispensationer inden 8 uger.
Find flere informationer om byggeri i Solrød her.
pm