Bobler til hverdag og fest
Lena Juhl-Jensen fra Sdr. Vilstrup er en af landets få kvindelige sommeliers - du kan opleve hende på Café Nørregade fredag til "Bobler & Tapas"
Kun cirka hver 10. sommelier er af hunkøn.
En af dem er Lena Juhl-Jensen, der bor i Sdr. Vilstrup og som i 2012 begyndte på Vinakademiet i Silkeborg, for at uddanne sig til vinekspert. I marts i fjor bestod hun eksamen som sommelier i en branche, der ellers domineres af mænd.
På hendes arbejdsplads, Excellent Wine i Herning, er hun da også - meget betegnende - eneste kvinde blandt en halv snes kolleger.
"Det har jeg det fint med - jeg elsker at omgås folk, der interesserer sig for vin," siger Lena, der er 30 år, mor til to børn på fem og syv år, gift med Nikolaj, og bor i hus i Sdr. Vilstrup - og så har hun en passion for boblevin.
"Det er faktisk lidt synd, at vi ikke drikker boblevin lidt oftere. Vi er tilbøjelige til kun at lette proppen på den slags vine til nytår eller bryllupper og den slags fester. Vi skal lære at drikke det meget oftere - det smager jo godt, det er festligt og det behøver ikke altid at være så dyrt."
Du kan opleve Lena Juhl-Jensen på Café Nørregade i Haderslev fredag, den 21. februar klokken 18.30, hvor publikum får mulighed for at smage på flere typer boblevin, som f. eks. spansk cava, fransk cremant, italiensk spumante og naturligvis ægte champagne, når caféen disker op med en tema-vinsmagning, der har fået titlen ”Bobler & Tapas”.
"Bare rolig. Det bliver ikke noget tørt foredrag. Men man forstår altså bedre at værdsætte vin, når man ved lidt om den," fastslår Lena fra Sdr. Vilstrup – en af Danmarks få kvindelige sommeliers.
Billetsalg på www.angelshop.dk