Hvidovre har fået en ældrepolitik
Politikken bygger på de tre værdier - med-menneskelighed, tryghed og værdighed
Hvidovre Kommune har nu fået en ældrepolitik, som skal være pejlemærke for politiske prioriteringer og kommunens kontakt og arbejde med ældre borgere i årene fremover. Politikken bygger på de tre værdier - medmenneskelighed, tryghed og værdighed - og har tre fokusområder: Kommunikation, aktiviteter, sundhed og boliger. - Jeg er glad for, at vi nu har en politik for ældreområdet og særligt at den bygger på nogle gode værdier, siger borgmester Helle Adelborg (A): - At være ældre i dagens Danmark er mange forskellige ting og ældres liv er ikke ens. Vores politik skal favne både de raske og rørige ældre der deltager i byens liv og de terminale patienter på plejehjemmet. Derfor har vi i dialog med bland andet vores ældreråd og en række pensionistforeninger skabt en politik, som tager udgangspunkt i et bredt positivt menneskesyn... Godt samarbejde Hvidovre Kommunes social- og sundhedsudvalg skal nu arbejde videre med perspektiverne for implementeringen af konkrete handlinger i forlængelse af ældrepolitikken. Blandt andet skal udvalget have en temadag alene om dette emne. - Det gode ældreliv er noget, vi virkelig gerne vil her i Hvidovre - både fra politisk hold og blandt medarbejderne i kommunen. Værdierne i ældrepolitikken skal fremover gennemsyre vores prioriteringer, beslutninger og handlinger - både fra kommunalt hold og i samarbejdet med eksempelvis de private og frivillige aktører på ældreområdet, pointerer Adelborg... Formanden for Hvidovre Ældreråd, Flemming Cramer-Larsen, er også godt tilfreds med vedtagelsen af den nye ældrepolitik: - Ældrepolitikken bygger på nogle gode værdier, og vi kan kun være tilfredse - både med produktet og processen. - Det gode samarbejde har gjort, at vi nu har et godt idégrundlag for hele ældreområdet og for kommunens arbejde, lyder Ældrerådsformandens vurdering.