Direkte indblik og indflydelse
Derfor skal du stille op til Det Grønne Råd
I april er der valg til Det Grønne Råd, hvor både borgere, politikere, interessegrupper og administration er repræsenterede og har dialog om kommunens miljø og grønne områder. Det Grønne Råd skal i den kommende periode diskutere emner som hvordan man håndterer og forbereder kommunen på store regnskyl og hvordan kommunens grønne områder skal plejes og anvendes. - Det er vigtigt, at Det Grønne Råd hægter sig på den politiske dagsorden og diskuterer aktuelle emner. Det er ligeledes en opfordring til, at man fra politisk side sætter punkter på dagsordenen til rådets møder og således bruger det aktivt til at få input om miljøspørgsmål. Det er vigtigt for rådet og for borgerne, at politikerne tager miljø- og naturarbejdet alvorligt samt at kommunen supplerer med viden, forskning og undersøgelser, siger Flemming J. Mikkelsen fra Sammenslutning af Grundejerforeninger i Hvidovre (SGH)... - Rådet er sammensat på en måde, der kan skabe resultater og hvor der er en reel, unik mulighed for at få indflydelse på beslutninger. For eksempel havde Det Grønne Råd stor indflydelse på Agenda21-planen, fortsætter han... Valg den 3. april Rådet er sammensat af repræsentanter fra grundejerforeninger og almene boligforeninger og diverse natur- og miljøorganisationer, herunder bl.a. Danmarks Naturfredningsforenings lokalekomité, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening (Københavnsafdelingen) samt Hvidovre/København Jagtforening, som alle udpeges af den enkelte organisation. De fire repræsentanter fra henholdsvis grundejerforeninger og almene boligforeninger skal derimod udpeges ved en valghandling. Valget foregår i By- og Teknikforvaltningen på torsdag den 3. april kl. 17.30, hvor alle opstillede kandidater deltager. Rådets valgperiode følger kommunalbestyrelsens, og det nyvalgte råd skal således sidde de næste fire år. Direkte dialog - Det Grønne Råd er et vigtigt forum, fordi der her er adgang til direkte dialog mellem de borgere, der er valgt ind i rådet og nogle af de politikere og embedsmænd, som har med miljø at gøre. Som politiker håber jeg, at Det Grønne Råd også i fremtiden vil bidrage med gode råd, idéer og nye vinkler til inspiration for kommunens embedsmænd og politikere, siger rådets formand, Mikkel Dencker (O)... By- og Teknikforvaltningen opfordrer Hvidovreborgere i grundejerforeninger og almene boligforeninger til at stille op til Det Grønne Råd og tage del i arbejdet om miljøet i kommunen. Udover at være et dialogforum mellem borgere, politikere og interessegrupper, så er det også et idéforum. Det vil sige, at rådet kan bidrage med og videregive idéer til miljøtiltag til kommunens politikere og administration. Ligeledes kan kommunalbestyrelsen og de politiske udvalg inddrage rådet forud for større politiske projekter og beslutninger, der har at gøre med miljøet, eller bede rådet om forslag til løsningen af specifikke problemstillinger. For at kunne være en aktiv deltager i miljødebatten og miljøarbejdet har Det Grønne Råd adgang til informationer vedrørende kommunens miljø. En plads i rådet er således en mulighed for direkte indblik og indflydelse på det miljø og det grønne liv, der omgiver alle borgere i Hvidovre.