HB Køge-spillerne sendes på græs
FODBOLD: Efter fire træningskampe uden nederlag - hvoraf de tre var vundet - løb HB Køge sidste weekend ind i årets første nederlag, da holdet på kunstgræsbanen på SEAS NVE Park i Herfølge mødte 2. Divisionsholdet fra Næstved.
Sydsjællænderne vandt kampen 1-0 på et mål scoret af den tidligere HB Køge-forsvarsspiller Mike Mortensen. Men nederlag har ikke givet cheftræner Per Frandsen søvnløse nætter.
- Vi går altid efter at vinde, men her i træningskampene er det ikke alfa og omega. Her gælder det om at få givet spillerne en masse kamptræning og få røvet ting af. Mod Næstved spiller vi en fin første halvleg hvor vi vel har omkring 80 procent af spillet, men Næstved stod godt i defensiven og så havde vi ikke den afgørende kvalitet med bolden. I anden halvleg var Næstved klart bedst. Det var ikke vores bedste kamp. Men vi har trænet hårdt de seneste uger så det sidder også i benene hos spillerne. Så nederlaget bekymrer mig ikke, indrømmer Per Frandsen overfor Lørdags-Avisen.
Lørdag den 1. marts kl. 11.00 gælder det den tredjesidste træningskamp inden forårssæsonen fløjtes igang om tre uger. Modstanderen er Nordicbet Liga-kollegaerne fra Hvidovre IF. Kampen spilles på kunstgræsbanen i Avedøre.
- Det skulle så forhåbentligt være den sidste kamp på kustgræsbane. Vi håber rigtigt meget at de to sidste kampe mod OB i Odense og AB i Gladsaxe begge kan spilles på græs. Hvis vejret holder burde der ikke være problemer med det, siger Per Frandsen der også ser frem til at sende sine spillere på græs når der kaldes til træningssamling mandag formiddag.
- Det er altså noget andet end at træne på kunstgræs, selvom kunstgræsbanerne i vore dage er fantastisk gode. Men det er ikke det samme som at have ægte græs under fødderne, smiler Per Frandsen.