Fortsæt til indhold

Alberts mægtige værker

Den 92 årige Albert Bertelsen viser udvalgte værker fra 55 år – nogle helt nye. Oplev udstillingen i Trinitatis Sognegård i Fredericia

Arkiv
Arkiv

Det er ikke hver dag, det sker. At den afholdte maler Albert Bertelsen udstiller i Trekantsområdet. Det er således 32 år siden, at der sidst har været en Albert udstilling i Fredericia. Men nu har en mangeårig ven af Albert Bertelsen - tidligere sognepræst i Mølholm og nu præst i Trinitatis Fredericia, fået lov til at udstille et lille udsnit af kunstnerens mange hundrede billeder, som det er blevet til gennem de ca. 60 år som udøvende kunstner.
Udstillingen, der åbner torsdag den 27. februar i Trinitatis Sognegård, viser ca. 15 malerier af kunstneren. Det ældste billede ”Kattevennen” er fra 1959, og det seneste er et helt nyt værk fra februar 2014 – et af hans elskede Færømotiver: Kirken ved fjeldet, som også laves som signerede kunsttryk, og som sælges på udstillingen. De fleste af udstillingens billeder er i privat eje, og kun få af dem har tidligere været udstillet. De er således naturbilleder fra Norge og Færøerne, figurbilleder, gårdbilleder og værker fra den periode, hvor kunstneren yndede at gå tæt på en gammel slidt lås eller en mur med mange lag. Og gennem det alt sammen fortalte historier i denne symbiose af stof, lys og ånd, som er karakteristisk for hans værker.

10 nye billeder siden nytår

Albert kalder sig gerne maler. Han har lært håndværket fra bunden af, blev udlært i 1941 og arbejdede gennem mange år som skilte- og som bygningsmaler. Men siden 70"erne har kunsten været hans levevej. Hans mangeårige hustru Ruth gav ham mod til at give slip på den faste løn. Og det er gået godt siden.
Efter at helbredet drillede her før jul, er den nu 92-årige maler igen i gang, når kræfterne er til det. Og siden jul er det blevet til ikke færre end en halv snes billeder. De 8 af dem blev solgt på Kunstmessen i Herning den sidste weekend i januar.
Han har det godt, fortæller han, når han kan gå ud i atelieret, sætte sig ved staffeliet, sætte det hvide lærred op, og så lade den rige hukommelse genkalde sig landskaber, glimt og mennesker, som han bærer i sig. Det er sådanne lysende og poetiske billeder, som vises, når Trinitatis Sognegård åbner udstillingen torsdag den 27. februar kl. 16.