Klassiske bekendte i Nicolai Scene
Ensemble MidtVest spiller koncert den 6. marts kl. 19.30
Det er efterhånden en fast tradition, at en koncertsæson i Nicolai Scene byder på en koncert med Ensemble MidtVest.
Torsdag d. 6. marts kl. 19.30 er de dygtige musikere tilbage og spiller musik af tre komponister, der havde et nært kendskab til hinanden.
De to komponister Alexander von Zemlinsky og Antonín Dvorák var begge beundret af Brahms, som tilmed hjalp dem med at få deres musik udgivet.
De delte også skæbnefællesskab, idet de begge sent i livet emigrerede til New York.
Særligt Dvorák fandt sine nye amerikanske omgivelser inspirerende og skrev nogle af sine mest kendte værker i New York: Symfonien “Fra den nye verden” og “Den amerikanske strygekvartet”.
Sidstnævnte spilles ved koncerten i Nicolai i et farverigt arrangement for blæserkvintet.
Brahms' Klaverkvintet indgår også i koncerten. Det er et dramatisk mesterværk, der tog komponisten to år at fuldende. Ensemble MidtVest består af unge, ambitiøse og dedikerede klassiske musikere med speciale i kammermusik. Elleve prisvindende individualister, uddannet fra nogle af verdens bedste konservatorier.