Fortsæt til indhold

Rabatkuponer giver penge i foreningskassen

Firmaet, Klub Hæftet, har udviklet en form for rabatkupon-hæfte, som Trekantområdets foreninger og klubber kan tjene penge på

Arkiv
Peter Friis Autzen

Folkene bag det nye kuponhæfte, Klub Hæftet, glæder sig over, at deres koncept sender penge ned i slunkne foreningskasser.
“Dét er faktisk en af hoved-argumenterne for at gøre som vi gør, “siger Kim Heiberg fra Fredericia.
Han er tovholder projektet, som han driver sammen med en kammerat - ved siden af sit faste arbejde hos Jysk i Uldum.
“Vi tjener også selv lidt penge på projektet. Men foreningerne tjener mest,” siger han.

Klassiske kuponer

Konceptet er enkelt: Butikker, restauranter og andre indrykker gratis en klassisk rabatkupon i Kim Heibergs hæfte. Kuponhæfterne trykkes og fordeles i de foreninger, der ønsker at deltage. Og herefter sælger foreningerne hæfterne for 200 kroner pr styk. Halvdelen af pengene tilfalder foreningen. De sidste hundrede kroner sendes videre til Kim Heiberg, tryk-omkostninger og andet.
“Så foreningerne tjener, annoncørerne mister intet og køberne kan frit vælge mellem de cirka 120 annoncører i hele Trekantområdet,” forklarer Kim Heiberg.
Han ved godt, at en pris på 200 kroner pr kuponhæfte kan virke dyrt.
“Men hvert hæfte indeholder rabatmuligheder på over 30.000 kroner. For eksempel giver en køreskole 2.500 kroner rabat på et kørekort. Så de 200 kroner er hurtigt tjent ind,” siger han.

Konceptet er afprøvet

Konceptet er allerede afprøvet i blandt andet Esbjerg og Århus.
“Det første oplag her i Trekantområdet er solgt i cirka 800 eksemplarer. Vi forventer langt flere til næste oplag, der sælges fra 1. marts,” siger han.
Indtil videre er syv lokale foreninger i gang med salget. Interesserede kan henvende sig til Kim Heiberg på telefon 60 60 54 21.
“Foreningerne kan tjene mange penge på det her.”
Kim Heiberg Klubhæftet