PM Bil - nu tilbage i facelifted model
Mayday Cars skifter navn og flytter fra Aabenraa til den “gamle” adresse i Rødekro
Poul Møller - en gammel kending i bilbranchen i Aabenraa og omegn gik på efterløn i 2010 med planer om at hygge sig med golf og familie. Hurtigt fandt han ud af, at han ikke var klar til sit otium endnu, og sammen med bl.a. Steen Petersen fra Mayday Invest så Poul Møller muligheder i det nye flexleasingssystem med import af biler fra Tyskland.
”Vi vidste, at mange var interesseret i en bil lidt ud over det sædvanlige, og med ekstraudstyr man ikke kan få herhjemme, og stadigvæk til en overkommelig pris”, udtaler Poul Møller.
Sammen etablerede Steen Petersen og Poul Møller i foråret 2012 Mayday Cars, og der kom hurtigt gang i import af biler til både erhvervs- og privatkunder. Firmaet har i dets korte levetid fået mange flotte biler registreret på flexleasingaftale, hvorfor der nu også har vist sig et behov for at få egne salgs- og udstillingslokaler.
Poul Møller har derfor valgt at flytte fra Mayday Invest's lokaler i Aabenraa til hans gamle adresse på Østergade 55 i Rødekro, og med den gode opstart i bagagen at sige tak til Mayday Invest for opstartshjælpen.
Poul Møller har samtidig optaget Kristian Lund Johansen fra Helsinge på Sjælland som ny partner. Kristian skal stå for kundekontakten på Sjælland.
I forbindelse med flytningen skifter Mayday Cars samtidig navn til PM Bil.
”I 30 år drev jeg med succes PM Biler, og jeg tror, at vi kan drage nytte af at bruge dette navn igen i en lidt forkortet og moderniseret udgave. Mit gamle logo har derfor fået et ”facelift” – det gør man jo også med gode bilmodeller, som kan holde mange år endnu” siger Poul Møller med et smil.
Fra Østergade i Rødekro vil Poul Møller også fortsætte sit mangeårige samarbejde med den tyske forhandler Ralph Theuer, Flensborg, der har stået for indkøb, herunder besigtigelse, hjemtagning, og også eksport af danske biler til udlandet. Men PM bil vil dog primært fokusere på import af tyske luksusbiler finansieret via flexleasing.
En af de store faldgruber ved Flexleasing & bilimport er køb og hjemtransport, og det er her PM Bil har styrken og hjælper med råd og vejledning, bl.a. hvilket leasingselskab der er bedst til aftagerens behov. Ønsker man at importere en bil fra udlandet og vil have den på danske nummerplader med fuld registreringsafgift, kan PM Bil beregne det her og nu, og man kan få plader fra dag til dag.