- Der er handlet korrekt ...
Politiet har gennemlyttet optagelser af samtale med kioskmedarbejder og mener ikke, at man kunne have handlet anderledes
Sagen har vakt furore på de sociale medier og helt ind på Christiansborg, men med de oplysninger politi og alarmberedskabet modtog aftenen før, var der ingen indikationer på, at manden ville gå hen og dø, lyder det fra Københavns Vestegns Politi. - Det er rigtig nok, at vi henviste medarbejderen til at ringe efter en ambulance. Det går simpelthen hurtigere på den måde. Men hvis det derfra ikke vurderes, at der er behov for at sende en ambulance ud, så blander vi os ikke i det, siger politiinspektør ved Købehavns Vestegns Politi, Michael Kristiansen, til Hvidovre Avis. Den præcise årsag til mandens død er fortsat ukendt, men Michael Kristiansen mener stadig ikke, at der ligger noget kriminelt bag dødsfaldet. En snak med medarbejderne Siden sidste uge har politiet fået gennemlyttet samtalerne mellem medarbejderen fra 7-Eleven-kiosken, politi og alarmberedskab. - Ud fra de optagelser vi har, er der ikke noget, der giver anledning til, at vi skulle have reageret anderledes, siger Michael Kristiansen. Politiinspektøren understreger dog igen, at mandens status som hjemløs ingen betydning har for, om der blev reageret. Desuden siger han, at han har det rigtig skidt med, hvis medarbejderen i kiosken tror, at han ikke har gjort nok. Politiet har derfor inviteret medarbejderne i kiosken til en snak. - Medarbejderne i kiosken må ikke stå tilbage med en fornemmelse af, at de ikke gjorde nok. Og det er vigtigt, at vi får genoprettet tilliden, siger Michael Kristiansen.