Fortsæt til indhold

Festivals-deltagere i gavehumør

Publikum har været med til at fordele 450.000 kroner af overskuddet fra festen på Dyrskuepladsen

Arkiv
Arkiv

Hvis man har hørt om Roskilde Festivalen, er der også gode chancer for, at man har hørt, at overskuddet fra braget på Dyrskuepladsen går til velgørende formål.
Indtil videre har det været Festivalen selv, der har bestemt, hvordan penge skulle fordeles, men sådan er det ikke længere.
- Nu involverer vi deltagerne i uddeling af det overskud, de er med til at sikre, fortæller talskvinde for Festivalen Christina Bilde og fortsætter:
- Det har været helt vildt fedt at læse forslagene og mærke, at vores deltagere bekymrer sig om andre, aktivt engagerer sig i almennyttige organisationer og søger at skabe forandring. Så det er helt klart ikke sidste gang, vi gør det.

En verden for verden

I alt har deltagerne kunne være med til at råde over 450.000 kroner, og i sidste ende er det endt med, at otte organisationer har kunnet nyde godt af pengene.
En af dem er Danske Døves Ungdomsforening, der har fået 56.000 kroner ud af den samlede pulje.
Nana Søltoft er den unge kvinde, der i sin tid foreslog døveforeningen som en kandidat til støtten.
Hun er selv døv, men det har ikke afholdt hende fra at blive bidt af Festivals-ånden.
- Jeg deltog i 2010, og jeg kom ikke med for musikken skyld, som mange andre.
- Jeg kom med for at se, smage, føle og lugte festivalen. Der så jeg, at musikken ikke er alt. Roskilde Festival er en verden for sig selv, fortæller hun.
Også organisationer udenfor Danmark har nydt godt af deltagernes forslag.
Projekter i Sverige, Tyskland og Vestafrika har også modtaget penge.