Fortsæt til indhold

Køge Golf Klub skaber netværk for erhvervsfolk

Arkiv
Arkiv

GOLF: Erhvervsklubben under Køge Golf Klub indledte årets aktiviteter mandag den 24. februar med et spændende og udfordrende møde, hvor deltagerne fik et inspirerende oplæg om værdien af målrettet deltagelse i netværk for erhvervsfolk.
Oplægsholder Henrik Weiergang fra konsulentvirksomheden Riis & Weiergang havde et enkelt og klart budskab til deltagerne:
- I skal have formuleret en hensigt og nogle forretningsmæssige mål for jeres virksomheder, som i ønsker at få opfyldt gennem netværkssnakker, inden i starter med at netværke, fortalte Henrik Weiergang de fremmødte erhvervsfolk.
Herefter fik deltagerne mulighed for at finde ud af, hvilken netværkstype de personligt hører til. Lige fra den passive og negative til den hyperaktive netværker.
Deltagerne blev så bedt om her og nu, at udvikle en 2014-målsætning for netværksinitiativer i Køge Golf Erhvervsklub. Der var opbakning til følgende forslag fra en af deltagerne:
- Målsætning for 2014 skal være, at gøre sponsorer og medlemmer i Erhvervsklubben mere synlige, både i og udenfor Erhvervsklubben og sponsorkredsen.
Erhvervsklubbens medlemmer ser nu frem til fire golfarrangementer i årets løb. Foruden golf, networking, middag og præmieoverrækkelse byder arrangementerne altid på en aktuel gæstetaler. Første match gennemføres 19. maj med Profil Optik, Herfølge, som præmiesponsor.
- Køge Golf Erhvervsklubs formål er at skabe et netværk mellem erhvervsfolk i et større område omkring Køge med den fælles interesse for golfspillet som omdrejningspunkt. Klubben går i gang med deres 5. sæson, og der er nu 60 medlemmer, og det skal præciseres, at alle erhvervsdrivende golfspillere er velkomne uanset om de er medlemmer i Køge Golf Klub, siger golfmanager Helge Caspersen.
pm