"Kære minister..."

På baggrund af flere aktuelle byggesager i Haderslev Kommune har borgmester H.P. Geil skrevet et brev til flere ministre og opfordret til, at lovgivningen ændres, så de regler i planloven, der gælder for små landsbyer også kommer til at gælde for de lidt større såkaldte lokalbyer. Det vil kunne understøtte en positiv udvikling i landdistrikterne.
Haderslev Kommune oplever som mange andre kommuner, der ligger uden for oplandet til de større byer, en stadig stigende tendens til fraflytning. Især lider de mindre samfund voldsomt.
"Vi er derfor stærkt optaget af at understøtte landdistriktet med de muligheder, vi som kommune har til rådighed. Ved efterspørgsler om etablering af ny boligbebyggelse bestræber vi os således på en imødekommende, fleksibel og hurtig sagsbehandling," siger borgmester H.P. Geil i brevet, der er stilet til miljøminister Kursten Brosbøl, By-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen samt folketingets Landdistriktsudvalg.

Brevet fortsætter:

Planlovens landzonebestemmelser har dog ofte sat grænser for mulighederne, og potentielle tilflyttere har været henvist til enten grunde, som de ikke fandt tilstrækkeligt attraktive, eller også har private ejere af grundene ikke ønsket at sælge.
Den seneste ændring af planloven annoncerede udvidede muligheder for bebyggelse i landdistrikterne, herunder mulighed for at etablere nye helårsboliger i umiddelbar tilknytning til landsbyer eller anden tilsvarende bebyggelse.
Vi hilste det nye lovinitiativ velkomment, men er blevet skuffet i forhold til de reelle muligheder. Vi har eksempelvis erfaret ved en klagenævnsafgørelse, at mulighederne ikke kunne bruges ved en konkret henvendelse om byggeri i umiddelbar tilknytning til Fjelstrup, som er et af vores mindre bysamfund i det åbne land. Begrundelsen var, at der er tale om en lokalby, det vil sige med byzonestatus, og ikke en landsby.
Det var de tidligere regionplaner som indirekte udpegede bymønsteret gennem en kategorisering med afsæt i den daværende offentlige og private serviceforsyning. Men rigtig mange lokalbysamfund har siden oplevet stagnation og tilbagegang, og i dag har de en størrelse, struktur og et servicetilbud, som ikke adskiller sig væsentligt fra landsbyerne. Vi ved, at de nye muligheder gælder for landsbyer eller anden tilsvarende bebyggelse i det åbne land, men vi står uforstående overfor, at identiske bysamfund ikke kan få de samme muligheder, uden skelen til deres historie.
Der er to umiddelbare løsningsmuligheder inden for den eksisterende lovgivning. Vi kan ændre lokalbyerne til landsbyer, og så kan de nye muligheder bruges. Men det er en meget omstændelig og ikke mindst tids- og ressoucekrævende proces. En tilbageførsel kan samtidig have negativ indvirkning for beboerne, eksempelvis i form af faldende grundværdi, ligesom det kan signalere at byrådet har mindre fokus på den pågældende by.
En anden løsning er, at vi udvider lokalbyerne ved at udarbejde kommuneplantillæg og lokalplaner for at imødekomme henvendelser om opførelse af en bolig i umiddelbar tilknytning til byen. Dette er ligeledes en omstændelig, tids- og ressourcekrævende proces, og den vil også kunne medføre, at vi får udlagt for meget areal. Areal som der efterfølgende måske ikke viser sig tilstrækkelig interesse for. Vi skal huske, at vi har med bysamfund at gøre, hvor det drejer sig om måske kun 1 – 2 henvendelser om året.
Mit konkrete forslag er derfor, at den udvidede mulighed for at give tilladelse til at bygge et helårshus i umiddelbar tilknytning til landsbyer, også kan omfatte de lokalbyer, som i øvrigt er sammenlignelige med landsbyerne. Dette vil sikre os en helt anden parathed til at kunne imødekomme de få, men meget vigtige ønsker om bosætning, og dermed give os en reel mulighed for at bidrage til at understøtte de små bysamfund.