Fortsæt til indhold

S løber fra lærerne

SF-R-El kritiserer Roskildes regeringsparti for at løbe fra tidligere beslutning om en lokal aftale

Arkiv
Arkiv

Socialdemokraterne løber fra en tidligere beslutning og enighed om, at Roskilde kommune skal tilbyde den lokale lærerforening en ny aftale for at bygge bro oven på lockout'en i foråret 2013. Denne kritik blev gentaget flere gange af SF, Radikale og Enhedslisten ved mødet onsdag i byrådet, hvor de tre partier foreslog, at kommunen fortsat skulle stå ved dette tilbud om en ny lokal aftale, som alle fire partier i fællesskab havde besluttet kort tid før valget 19. november. - Vores forslag siger intet om, hvad indholdet i aftalen skal være. Det er selve princippet om en aftale mellem kommunen og den lokale lærerforening, som er vigtigt. Så kan vi altid finde frem til, om der skal være et garanteret mindste antal timer for lærerne til deres forberedelse eller et årligt loft over, hvor mange timer de skal undervise og være fysisk på skolen, forklarede Enhedslistens Henrik Stougaard som en af forslagsstillerne. - Fra byrådet vil det være et vigtigt signal til lærerne om, at vi ønsker et samarbejde med dem, når folkeskolereformen nu skal gennemføres. Jeg har altid troet, at S gik ind for aftaler på arbejdsmarkedet.

Aftale giver ro

SF's leder Birgit Pedersen fortsatte i samme spor: - Vi har brug for arbejdsro i Roskildes skoler, og det kan en ny lokal aftale være med til at sikre, fordi den gør lærerne mere trygge, så de får lyst til at kaste sig ind i arbejdet. I denne sag beder vi kun Socialdemokraterne om at holde fast i det, som de selv tidligere har stemt for flere gange. - Andre taler om, at vi skaber uro med vores forslag. Men det, der har givet størst uro i denne sag, er, at borgmesterpartiet flere gange har skiftet kurs. Den nye radikale Jeppe Trolle var endnu hårdere i sin kritik: - Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor S ikke længere vil stemme for det, de tidligere gik ind for. Vi har ikke fået noget nyt i sagen eller nye argumenter. S har simpelthen skiftet politik uden nogen argumenter, sagde han. tk