Fortsæt til indhold

Borgen evakueret efter ild i en brødrister

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Et stykke flute glemt i en brødrister sendte for få minutter siden kunder og personale en ufrivillig tur ud i solen.
Det var det brændte brød, der udviklede så meget røg, at det automatisk satte alarmen i gang, og det betød, at alle måtte forlade indkøbscenteret.
Personalet i caféen med den rygende brødrister blev selv opmærksom på det glemte flute. da de hørte alarmen og fik også selv forhindret, at det udviklede sig til en egentlig brand.
Brandvæsenet var dog på det tidspunkt alarmeret og indfandt sig kort efter ved Borgen, hvor indsatslederen kunne konstatere, at alarm-systemet virkede, som det skulle, men at branden allerede var afværget og situationen under kontrol, hvorefter brandbiler og mandskab kunne drage væk igen, mens kunder og personale kunne genindtage deres pladser rundt om i indkøbscenteret.