Ildsjæle blev hædret
På Sydbanks aktionærmøde i Aabenraa blev to ildsjæle fra Haderslev kommune hædret
Sydbank står hvert år for uddelingen af én af de mest prestigiøse priser, som gives til idrætsledere i landsdelen. Sydbanks Idrætslederpris er en stor hæder i sig selv, men diplomet ledsages af en check på 10.000 kroner - så på den front er prisen også én af de største.
Denne gang kunne de mange deltagere i aktionærmødet klappe af to velfortjente prismodtagere. Den ene er Hanne Lund, der er frivillig træner og leder i Vojens Skøjteklub. Her lægger hun hver uger mange timers arbejde og gør det så dygtigt og professionelt, at hun har en meget stor aktie i klubbens fantastiske udvikling. Blandt andet er hun en værdifuld støtte for klubbens cheftræner.
Den anden modtager er Andreas Rudbeck fra Haderslev Dykkerklub. Han var i 1993 med til at etablere klubben, og siden 1995 har han være såvel klubbens formand som instruktør. Andreas Rudbeck er for nyligt blevet udnævnt til æresmedlem i Dansk Dykker Forbund.