Løb legende let gennem påskens fridage
Sagnalandet i Lejre danner rammen om flere aktiviteter i påsken
Påsken er højtid for traditioner og lege. Kridt skoene og få sved på panden, når Sagnlandet Lejre lørdag d. 12 til mandag d. 21. april fejrer aktiv påske med lege og aktiviteter og æg i lange baner.
For mange er påskens fridage lig med påskefrokoster og ekstra godt til ganen. I Sagnlandet Lejre er der fuld fart på årets påskelege, så der er rig mulighed for at forbrænde de ekstra påskekalorier.
Fra de historiske kilder ved vi, at de raske karle på gårdene blev endnu mere legelystne i påsken, end de ellers var, fortæller Ane Jepsen, arkæolog og formidlingsansvarlig i Sagnlandet Lejre. De dystede på livet løs for at vinde æg fra hinanden til påskens gilder. Ofte blev et vundet æg fulgt af en snaps - og det blev legen ikke mindre lystig af, fortsætter Ane med et smil.
De dristige karle dystede blandt andet i legen "snyd næsen på en sten". Den stærkeste karl løftede den tungeste sten på gården så højt som han kunne. Og når han lod den falde, gjaldt det for alle karlene om at få næsen så tæt på stenen som muligt - uden at få nogen skræmmer! Til påske i Sagnlandet Lejre kan publikum gøre karlene kunsten efter, dog med en pude i stedet for en sten.
Publikum kan også kaste sig ud i den for godt 100 år siden spritnye disciplin - kapløb. Fx er der mulighed for at løbe om kap med landbofolket i træsko, eller udfordre hinanden i en hæsblæsende familiedyst. Man kan også dyste i en sækkeløbsstafet. Dem med størst snilde og balance kan prøve kræfter med Sagnlandets æggeforhindringsbane. På buebanen kan man hvile benene og i stedet sætte armene i sving med bue og pil. Det hele foregår i påskeugen, fra lørdag d. 12. til og med 2. påskedag fra kl. 10-17.
Krudt i rumpetten
Publikum kan også på egen hånd snøre traveskoene og nyde hele Sagnlandets forårslandskab.
Påske i Sagnlandet Lejre er for dem med krudt i rumpetten, men også for alle andre. For dem der hellere vil sidde og sysle, er der åbent i de historiske værksteder for at lege med ler, filt og meget andet. Publikum er også velkommen til at slentre rundt og hilse på Sagnlandets dyrefamilie, som til den tid forhåbentlig er blevet et par påskelam rigere.