Fortsæt til indhold

Hjertevenner kommer til Køge

Arkiv
Per Møller

KØGE: Teenagepiger fra Køge og seks andre kommuner har leveret ideer og inspiration til en vippebænk, der inviterer til både samvær og bevægelse. Bænken hedder ”Hjertevenner” og kan opleves i Lovparken fra torsdag den 10. april og frem til mandag den 12. maj. Kom forbi til indvielsen fredag den 11. april klokken 09.30-10.00.

I foråret 2013 satte projektet Det aktive byrum fokus på piger i alderen 13-17 år. Denne målgruppe benytter sig ikke i samme grad som drenge og mænd af byernes idrætsfaciliteter. Derfor indledte syv kommuner i KulturMetropolØresund en dialog med pigerne for at undersøge, hvordan de bruger deres by og hvad de har behov for.
I nogle kommuner anbragte man forskellige byrumsfaciliteter midlertidigt på udvalgte steder i byen, og spurgte målgruppen om deres holdning til dem. I andre deltog pigerne i workshops med designere og kunstnere, der hjalp dem med at få omsat nye ideer om byrum til virkelighed. Processen blev rundet af med et seminar for alle deltagere i Værløse, juni 2013.
I Køge blev projektet løftet af Billedskolen, Produktionsskolen og Tapperiet, der skabte rammerne for pigernes kreative udfoldelser. Der blev udført modeller af byrumsmøbler, gynger og karruseller, der alle lagde op til både samvær og bevægelse. Pigerne i projektet er siden blevet inddraget i anlægget af parkourfaciliteter ved Gule Hal, så de kunne give deres bud på, hvordan området kan blive attraktivt for dem.
"Det vigtigste er at man kan være sammen med sine venner”. ”Det skal være flot og anderledes!” ”Man skal kunne se andre, men alligevel have sit eget rum i byrummet”. Det var nogle af udsagnene fra de deltagende piger om deres krav til gode byrumsfaciliteter. Designer Cemile Høyer samlede op på disse ideer, tilsatte vippefunktion, for at give bevægelse og vupti, så blev Hjertevenner til med hjælp fra snedker Nicolaj Bo.

Hjertevenner på turné

Køge er tovholder på Det aktive byrum og får derfor som den første kommune besøg af Hjertevenner. Den bliver indviet i Lovparken ved legepladsen fredag den 11. april klokken 9.30 og står i parken frem til 12. maj, hvorefter den fortsætter til de andre deltagerkommuner. Følg med på facebook og send gerne ”likes” og kommentarer på siden ”Hjertevenner”. Hvis du har interesse for at få lavet en til jer selv, kan der bestilles flere mod betaling.
Det aktive byrum består af Køge, Hillerød, Helsingør, Gribskov, Furesø, Allerød og Halsnæs, som alle deltager i Kulturaftalen KulturMetropolØresund.
Hvis du vil vide mere om projektet kan du læse på www.kulturmetropol.dk/Det aktive byrum eller www.koege.dk/om kommunen/projekter. Her kan du også se videoer med pigerne og høre, hvad de siger om projektet.