Fortsæt til indhold

Fire nye gelændere til gangbesværede og måske til skatere

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

På baggrund af en række henvendelser fra borgere har Sønderborg Kommune nu besluttet at opsætte gelændere på trapperne, der fører fra Kastanie Allé ned til Borgens hovedindgang.
Allerede i starten af januar blev der bestilt i alt fire gelændere, og de vil først i næste uge blive sat op og være klar til brug.
Det sker på den måde, at tre af gelænderne monteres midt på de tre brede trapper, som fører ned til indgangspartiet og vinkelret op til Kastanie Allé.
Ved den fjerde trappe, som er smallere og højere og har retning mod Jernbanegade, bliver gelænderet monteret på Borgens ydermur.

Halsbrækkende

De nye gelændere er naturligvis tænkt som en hjælp til ældre og gangbesværede, men et gelænder på en trappe kan også bruges af skatere, når de udfører halsbrækkende stunts på deres skateboards.
Man kan kun håbe, at de nye gelændere alt i alt kommer til at gøre mere gavn end skade.