Borgere uden en PC får svært ved at følge med
Fremover offentliggøres Hvidovre Kommunes høringer, afgørelser og tilladelser online
Det kommer til at betyde, at Hvidovre Kommunes høringer, afgørelser og tilladelser offentliggøres på internettet. Det er nemlig besluttet, at kommunens offentliggørelse af høringer, afgørelser og tilladelser på plan-, natur- og miljøområdet alene skal ske i digital form på kommunens hjemmeside. Den digitale offentliggørelse vil blive suppleret med underretninger på Borgerinformation-siden her i Hvidovre Avis, hvor der henvises til de offentliggjorte høringer og afgørelser på hjemmesiden. Men hørings- og klagefristerne skal fremover regnes fra den dag, hvor planen eller afgørelsen offentliggøres på hjemmesiden. For at gøre det nemmere at følge med på områderne er der samtidig lavet en abonnementsordning, hvor Hvidovres borgere kan abonnere på nyheder om en eller flere af følgende høringer, afgørelser og tilladelser fra Hvidovre Kommune: * Kommuneplantillæg. * Lokalplaner. * Landzonetilladelser. * VVM (Vurdering af Virkningerne på Miljøet). * Naturbeskyttelse. * Miljøgodkendelser. Men naturligvis kræver det en PC og en internetforbindelse - noget, som ikke alle Hvidovres borgere har..