Sydbank på plads i nye omgivelser
Sydbank har overtaget Diba Bank, og i Køge har Sydbank nu samlet kræfterne under ét tag i Dibas gamle lokaler ved Brogade.
KØGE: I denne uge kom der nye skilte op på facaden ved banklokalerne i Hugo's Gaard ved Brogade, hvor Sydbank nu er rykket ind i Daba banks gamle lokaler.
Flytningen sker i forbindelse med Sydbanks nylige overtagelse af Diba Bank, og filialdirektør Morten Damm glæder sig over, at man nu har samlet alle kræfterne under samme tag, og at Sydbank med flytningen nu er kommet tættere på bymidten.
Alle 23 medarbejdere fortsætter i den nye konstruktion fordelt på 10 på erhvervsområdet og 13 med tilknytning til de private kunder, og Morten Damm understreger, at vægten også fremover vil blive lagt på nærværende og lokal service.
- Vi har musklerne som landsdækkende bank, men vi har et meget lokalt setup, og det er vigtigt for os at møde kunderne i øjenhøjde, og at folk føler sig velkomne i banken, siger han om prioriteterne i Sydbank.
Han oplyser i øvrigt, at man i forbindelse med overtagelsen af Diba vil tilbyde de Ringstedbaserede erhvervskunder, at de selv kan vælge, om de vil bevare tilknytningen til Køgefilialen, eller om de vil overgå til bankens filial i Ringsted. Disse kunder blev overflyttet til Køge af Diba i forbindelse med en koncentration af kompetencerne for nylig.
Dertil kommer, at Sydbank i Køge planlægger at involvere sig i flere lokale events fremover. Sydbanks flytning markeres ved et åbent hus-arrangement senere på året.