Alle risikerer at komme i klemme

Vi bør i stedet imødekomme lærernes indlysende behov for en klar aftale ved at lytte og proaktivt inddrage alle de involverede parter, i stil med den, som mange andre kommuner har indgået. Og på vegne af bekymrede lærere, forældre og mange mange børn og unge i Hvidovre, vil jeg gerne hejse et advarselsflag. Der er fundet en løsning for lærernes arbejdstid. Det kunne man læse i Hvidovre Avis i sidste uge, hvor man her i kommunen mener, at man har fundet frem til en fleksibel løsning for lærerne. I andre kommuner har man valgt at lave en fast aftale om arbejdstiden, således at lærerne ved præcis, hvad de skal forholde sig til. Dette har man gjort i samarbejde med alle skoler og alle lærere. Eksempelvis er man i Københavns Kommune blevet enige om et fælles forståelsespapir om lærernes arbejdstid. Parterne er således også blevet enige om at afvige fra lov 409 ved at sætte en fælles årsnorm på lærernes arbejdstid på 1.680 timer om året. Den faste norm sikrer mod udsving i årsnormen fra år til år. Forberedelsen Formanden for Hvidovre Lærerforening, Flemming Ernst, slår dog fast at der ingen aftale er indgået og ærgrer sig over, at Hvidovre Kommune ikke har villet indgå en decideret aftale med samtlige lærere og skoler om de fremtidige arbejdsvilkår. Oven i lærernes nye arbejdstid, skal man omstille sig i forhold til en hel skolereform og øget inklusion her i kommunen. Hvordan er man eksempelvis sikret tid til at forberede en god undervisning, er ét af de mange spørgsmål fra Hvidovres Lærerforening? Og god undervisning kræver nemlig god forberedelse. Det kræver, at man har indsigt, forståelse og viden om mange aspekter, såsom detaljeret faglig viden, faglig ajourføring, differentiering af undervisningen i forhold til forskellige elever og elevgrupper, samt valg af didaktik og den praktiske produktion af undervisningsmateriale. Man kan på den baggrund sige, at mange af de elementer, der skaber god kvalitet i undervisningen, netop opstår i forberedelsestiden. Og som forskningen på området viser, er det i langt højere grad kvaliteten i undervisningsindholdet, end det er mængden af undervisningstimer, der skaber de positive resultater på området, som alle efterspørger. Derfor undrer det mig, at man ikke viser lærerne tillid i spørgsmålet om forberedelse, hvor man før kunne disponere over egen forberedelsestid, i egne valgte omgivelser, til at man nu skal tvinge lærerne til at være fysisk tilstede på skolerne mindst tre dage om ugen fra 8-16. Selvfølgelig kan det være nødvendigt, at skulle mødes med sit team og forberede fælles, men dette er intet nyt i forhold til lærernes dagligdag før den nye skolereform og arbejdstid. Nu fratager man lærernes frirum til at forberede sig hjemmefra, rette opgaver, eller tale med forældre på alle tidspunkter af døgnet, såfremt det er påkrævet. Ambitiøs dagsorden Inklusion for enhver pris? Det spørger flere og flere forældre om, herunder en forældrekreds ved Langhøjskolen. De oplever, at undervisningen lider under, at meget tid går med at få ro i klassen på grund af urolige børn og at deres børn kommer hjem med blå mærker og skrammer. Alt imens er der mangel på støtte til inklusionsbarnet. Flere og flere lignende eksempler dukker op fra flere steder i landet. Yderligere viser en rundspørge, som Epinion har lavet for Danmarks Lærerforening, at 62 procent af de over 1.000 adspurgte forældre, at deres børns undervisning er negativt påvirket af, at der er børn med adfærds- og indlæringsproblemer i klassen. Alligevel fastholder et flertal i Hvidovre, at vi skal have en 98 procent inklusionsrate, trods regerings mål på 96 procent. Der er politisk sat en ambitiøs dagsorden om omstilling til øget inklusion i folkeskolen. Flere elever med særlige behov skal være en del af den almindelige undervisning, samtidig med at elevernes faglige resultater forbedres, og deres trivsel fastholdes. Vores børn - vores fremtid Men hvordan skal denne trivsel sikres? Kan lederne alene bære dette ansvar? Hvis vi ikke sikrer, at der er de nødvendige ressourcer og støtte til undervisningen og lærerne, og eleverne dermed ikke får den undervisning, de har krav på, så er det børnene, der bliver taberne. Jeg støtter selv mangfoldighed i folkeskolen, men ikke på bekostning af børnenes undervisning og trivsel. Det er vores børn, vores fremtid. Forældre og lærere er rådvilde over situationen, for slet ikke at tale om de sårbare unge, der kan blive de største ofre i denne sammenhæng. Det drejer sig eksempelvis om børn med autisme og ADHD, som ikke uden videre kan indordne sig under folkeskolens normer. Inklusion er i teorien en smuk og sympatisk tanke, men folkeskolen er ikke et behandlingssted, og lærerne bliver ikke behandlere af at komme på korte kurser. Desuden er det højst urimeligt at bede vores dygtige folkeskolelærere om at løfte de udsatte børn og unge - som ofte har behandlingskrævende diagnoser - samtidig med, at de skal undervise, differentiere og udfordre de resterende 25 elever i klassen. På denne måde bliver inklusion til eksklusion. Og vi politikere skal tage vores ansvar i denne situation. Børn før økonomi Derfor skal vi tænke mere på børnenes ve og vel frem for økonomien. Der er ingen tvivl om, at netop de kommende generationers trivsel vil gavne vores samfund i sidste ende, snarere end besparelser på bekostning af dette. Jeg ved, at også mange dagsinstitutioner er ramt af besparelser, og det er ingen hemmelighed, at det trygge og positive fundament for vores børn, starter i de første leveår. Derfor skal dette område ej heller glemmes i denne debat. Til alle bekymrede lærere, pædagoger, forældre og børn og unge: Jeg vil gøre mit for at bringe jeres stemmer ind i debatten og kæmpe for de bedste og mest gavnlige løsningsmodeller for alle implicerede parter. Både på det faglige, sociale, pædagogiske, psykologiske, det daglige og praktiske område, som alt i en større sammenhæng skal gå op i for at skabe succes. Alle kommer i klemme, hvis det ikke lykkedes.