Flere cykelstier og mere sammenhæng i byen
Kolding Byråd har på sit møde mandag 24. februar vedtaget flere store investeringer, som vil forbedre de trafikale forhold flere steder i kommunen:
Bybusterminalen flyttes til Rutebilstationen ved banegården for at opnå en bedre fysisk sammenhæng mellem bybusser, regionalbusser og tog. I forbindelse med udbygningen af Kolding Sygehus udbygges vejene omkring sygehuset. Kolding Kommune investerer fortsat i Kolding som cykelby. Det betyder blandt andet, at Kolding får flere cykelstier - tiltag der skal gøre Kolding mere sammenhængende og forbedre de trafikale forhold i byen.
Én busterminal ved Kolding Banegård
Kolding får i 2014 én samlet busterminal, når bybusterminalen i Klostergården flyttes til rutebilstationen ved banegården. Den nye, samlede busterminal i Kolding skal moderniseres og skabe bedre fysisk sammenhæng mellem bybusser, regionalbusser og tog.
Sammenlægningen skal også gøre det nemmere at kombinere rejsen, når rejsende skifter mellem tog, bus, bil og cykel. Det betyder blandt andet, at omstigningstiden mellem tog og bus og regional- og bybusser bliver forkortet. Sidst men ikke mindst bliver der bedre information til de rejsende, når meget af den kollektive trafik samles ét sted.
Udbygning af veje ved Kolding Sygehus
Mængden af trafik til og fra sygehusområdet er i dag 7.600 biler i døgnet, og tallet forventes at stige til cirka 26.000 biler i døgnet, når Kolding Sygehus er fuldt udbygget. Derfor bliver vejene omkring Kolding Sygehus nu udbygget.
Udbygningen for 2014 drejer sig blandt andet om et ekstra lyskryds på Nordre Ringvej, mens det eksisterende lyskryds mellem Nordre Ringvej og Skovvangen bliver udvidet. Og i løbet af 2015 og 2016 opstilles der i alt fire lyskryds på Skovvangen. Ombygningen af de seks kryds forventes at koste cirka 25 millioner kroner, som er afsat på budgettet over de næste tre år.
Kolding som cykelby
Kolding Kommune vil være Danmarks førende klimakommune, og det er en af grundene til, at kommunen fortsat investerer i Kolding som cykelby. I cykel-projektet er der især fokus på gode cykelforbindelser mellem skoler og uddannelser ligesom bolig- og erhvervsområder tænkes ind.
Der er også fokus på at gøre billister til cyklister og at skabe rum for en aktiv fritid på cykel. Blandt andet kommer der i løbet af 2014 en cykelbane i Kolding og flere cykelparkeringspladser og cykelstier i Kolding Kommune. Af den samlede ramme på 7,5 millioner kroner bruges 6,5 millioner kroner til blandt andet cykelstier, mens det resterende beløb bruges til adfærdsændrende aktiviteter og undersøgelser.