Påske i Dybbøl med uropførsel
Palmesøndag den 13. april kl. 10.30 er der gudstjeneste i Dybbøl Kirke med kirkens voksenkor. Koret præsenterer en smuk engelsk korsats af Thomas Weelkes med titlen 'Let thy merciful ears, o Lord', en bøn til Gud, at han må lytte til mennesker i nød.
Som optakt til Dybbøl-dagen den 18. april er der aftengudstjeneste Skærtorsdag den 17. april kl. 19.30 under overskriften 'I den nat af stumme skrig'.
Dybbøl menighedsråd har i samarbejde med organist Frank Laue bedt Jakob Lorentzen, kantor og organist ved Holmens Kirke i København, komponere et musikalsk og liturgisk forløb i anledning af 150 året for slaget ved Dybbøl. Jakob Lorentzen er kendt som en af Danmarks bedste organister og mest produktive komponister af kormusik.
Både tekster og samtidig musik fra 1864 vil kunne høres denne dag. Jakob Lorentzens kompositioner bliver sunget og uropført af Dybbøl Kirkes Kammerkor under organist Frank Laues ledelse.
Påskedag den 20. april kl. 10.30 er der så festgudstjeneste med trompet og solo sopran.
Påskedags gudstjeneste bliver særdeles festlig i år, da organist Frank Laue har inviteret sopranen Susanne Leona Heigold og Elias Heigold, solotrompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester, til at medvirke. Susanne vil blandt andet synge César Francks meget populære 'Panis Angelicus', Georg Friedrich Händels 'Let the bright Seraphim' og en solokantate for sopran, orgel og trompet af Johann Sebastian Bach.
2. påskedag den 21. april kl. 10.30 er der fortællegudstjeneste, hvor sognepræst Birgitte Hjarvard Licht fortæller 'Babettes gæstebud' af Karen Blixen.