Fortsæt til indhold

Vandring fra Køge Havn til Borup Station

Arkiv
Arkiv

VANDREBØLGE Projekt Fod på Danmark bevæger sig gennem hele landet. Langfredag den 18. april kommer vandrebølgen til Køge Havn – og alle er inviteret til at bringe projektet videre gennem vores smukke egn.
Danmark er fuld af smukke steder, som kan nydes på en frisk vandretur. Men vores lokale naturområder er nok nogle af de allersmukkeste.
Derfor har det landsdækkende vandrearrangement Fod på Danmark naturligvis valgt at lægge vejen omkring Grundtvigs grav på Claras Kirkegård på Åsen. Langfredag den 18. april lander vandreprojektet i Køge med den godt 22 km lange tur fra Køge Havn/porten til Bornholmerbåden til Borup Station.
Støtte fra Nordea-fonden betyder, at alle ture i Fod på Danmark er gratis, og alle er inviteret. Men hvis du ønsker kaffe/rundstykke inden start, så tilmeld dig på merethesvahn@googlemail.com.
Indtil videre har flere hundrede været ude at gå på Bornholm med Fod på Danmark, og der ventes også stor deltagelse her fra Køge.
- Jeg glæder mig som altid til at vise de skønne steder langs Køge Å og på Åsen frem, hvor de vilde urter netop nu vælter op af skovbunden og det kribler i fingrene for at plukke til salatskålen, siger urte-entusiasten Merethe Svahn Hansen, der leder urteture og workshops.
Alligevel bliver denne tur helt speciel, understreger hun
- For præst og pilgrimsvandrer Helge Baden fra Herfølger møder deltagerne ved Grundtvigs grav for at fortælle om Grundtvigs betydning for kirken. Samtidig åbner Gl. Kjøge Gård i den anledning Claras Kirkegård og krypten, så man kan se Grundtvigs sakrofag, og det er jo lidt specielt.
- Jeg elsker at vandre, men det er endnu bedre, når der følger en god historie med, eller der puffes lidt til fastgroede holdninger, og det er jeg sikker på, Helge Baden er mand for, siger Merethe Svahn.
Fod på Danmark giver den danske befolkning en anledning til at fokusere på natur, miljø og sundhed - og giver deltagerne lejlighed til at møde Dansk Vandrelaugs dygtige turledere og opleve glæden ved fællesskab på tværs af generationer.
Formålet med Fod på Danmark er at udbrede kendskabet til vandring som sundhedsfremmende fritidsaktivitet, og alle er inviteret til at gå med. Støtte fra bl.a. Nordea-fonden betyder, at de guidede ture er gratis.
pm

Merethe Svahn Hansen.