Fortsæt til indhold

Lejre Kommune vil have farten ned

Lejre Kommune er med i den landsdækkende kampagne, der vil have endnu flere, til at overholde hastighedsgrænsen

Arkiv
Arkiv

lejre I løbet af de seneste år, er gennemsnitsfarten dalet på de danske landeveje. Det er en rigtig god nyhed for trafiksikkerheden, som bilisterne fortjener ros for.
Landevejene er dog stadig de veje, hvor to ud af tre trafikdrab sker, blandt andet på grund af for høj fart. Derfor vil Lejre Kommune, sammen med Rådet for Sikker Trafik, politiet og Q8, have flere bilister til at overholde hastighedsgrænsen. Det sker med kampagnen ”Sænk Farten – en lille smule betyder en hel del”.
"Man sparer ikke særlig meget tid ved at køre for stærkt, og samtidig øger man risikoen for ulykker. Derfor vil vi opfordre bilisterne til at sænke farten, så vejene bliver mere sikre for alle og især de mange børn, der cykler til og fra skole," siger Udvalgsformand Martin Stokholm, Udvalget for Teknik & Miljø, fra Lejre Kommune.
Langs vejene vil der i de kommende uger stå skilte, med opfordring til bilisterne, om at sænke farten. En undersøgelse fra Vejdirektoratet viste for nylig, at langt de fleste dødsulykker sker på landeveje og med høj hastighed.
Selv en lille hastighedsnedsættelse kan have stor betydning, så man kan nå at bremse, hvis der kommer en cyklist, fodgænger eller bilist ud fra en sidevej.
"For høj fart er et alvorligt problem på vejene, og derfor opfordrer vi endnu flere bilister til, at sænke farten. For høj fart er både skyld i at ulykker sker og at de bliver så alvorlige, siger Michelle Laviolette, projektleder hos Rådet for Sikker Trafik, som står bag den landsdækkende kampagne.