Ny vind i sejlene på Køge Marina
UDVIKLING: Køge-borgere ved formentligt, at Køge Kystområde er en usleben diamant, der gemmer på masser af muligheder. Efter byrådsmødet tirsdag står det klart, at også erhvervsliv og turister snart vil blive mere opmærksomme på Køge Marina.
Byrådet nedsatte nemlig et nyt udvalg, der målrettet skal arbejde på at udvikle Køge Marina.
Der har længere været et ønske om at udvikle Køge Marina, der er udlagt som rekreativt område.
Det skal også ses i lyset af udvidelse af Marinaens areal, der er en følge af udvidelsen af Køge Havn og Jorddeponiet. Ønskerne er at udvikle området med boligbyggeri, erhvervsområder med vægt lagt på turistrelaterede og maritime erhverv, vandrerhjem og nye muligheder for rekreative oplevelser, for de mange, der besøger Køge Marina.
Udvalget for Køge Marina består af syv medlemmer. Tre er fra Køge Byråd, tre er fra Visionsgruppen for Køge Marina, og et medlem repræsenterer Køge Havn.
Udvalget skal fungere frem til udgangen af 2016, og undervejs skal det orientere Kultur- og Idrætsudvalget om sit arbejde.
pm