Fortsæt til indhold

Cirkusmuseets årsplakat viser nye veje

Arkiv
Arkiv

Klovnen kan måske virke skræmmende og ser absolut ikke traditionel ud, men sådan er det i nycirkus, der leger med og forandrer cirkus som vi kender det. Nycirkus rummer også det smukke og elegante, som luftakrobaten i plakatens baggrund viser, men alligevel er farverne lidt dystre, og det er ikke den æstetik, de fleste forbinder med cirkus. Kunstneren bag plakaten hedder Anne Risum og museumsinspektør Mikkel Knudsen fortæller hvorfor valget faldt netop på hende: - Jeg så nogle af Annes værker i Horsens og syntes, at hun havde en unik og rå stil, der faldt godt i tråd med nycirkus. Samtidig viste det sig, at hun i den grad har cirkusblod i årene, da hun igennem mange år har rejst med en cirkustrup og sågar er gift med en cirkusartist. Oven i købet har hun også haft atelier i en gammel cirkusvogn. Anne Risum var da heller ikke sen til at sige ja til opgaven og inspirationen blev hentet i hendes nærmiljø. - Min datter går på cirkusskole i Barcelona, hvor der bliver arbejdet med nycirkus. Jeg var lige kommet hjem fra et besøg hos hende og var fyldt med inspiration, da Cirkusmuseet kontaktede mig, hvilket passede perfekt, siger Anne Risum. De to artister på plakaten er således hentet fra virkelighedens nycirkusmiljø. Til sommer åbner museet en ny udstilling om nycirkus og lige nu bliver der arbejdet på højtryk for at indsamle materialer om kunstarten, som endnu kun er marginalt belyst. Til efteråret starter Danmarks første statsanerkendte artistuddannelse, som netop også har nycirkus som kerne, så det bliver i den grad et år i nycirkussets tegn. Plakaten kan købes på Cirkusmuseet for 50 kr. og kan også købes som et nummereret og signeret kunsttryk.