Ny vold-formand ønsker liv i Bülows Kaserne
Den lukkede kaserne kan rumme et unikt fæstningscenter
Den sløjfede Bülows Kaserne i Fredericia bør omdannes til et enestående fæstningscenter, hvor turister, skoler og forskere kan få unikke oplevelser og spændende viden om militær, forsvar, fæstningsanlæg og lignende.
Det mener Ib Bager. Den pensionerede generalmajor er netop blevet formand i Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold efter generalløjtnant Hillingsø.
Ib Bager er tidligere chef på Bülows Kaserne. Men det er ikke kun derfor, han ønsker at se nyt liv med militært præg i de store bygninger.
“Komiteen har siden 1991 ønsket et fæstningscenter. Og nu er chancen der,” siger han og tilføjer, at mulighederne afhænger af en politisk proces, som han hverken vil foregribe eller blande sig i.
Oplevelser og forskning
Et fæstningscenter skal ikke bestå af gammeldags udstillingsmontrer med støv og gamle faner. I hvert fald forestiller Ib Bager og Landskomiteen sig meget mere end det.
“Et fæstningscenter skal rumme et experimentarium, hvor for eksempel børn kan forsøge sig med virtuel kanonskydning og meget andet. Der bør også være mulighed for, at historiske begivenheder kan genopføres med 'reenactors'. Og så kunne en del af centret dokumentere den helt særlige integration, Fredericias historie rummer. Og måske et center med forskning i integration. Og meget, meget mere,” siger Ib Bager.
Borgmester: Gode idéer
Borgmester Jacob Bjerregaard (S), der selv sidder i Landskomiteen, kan godt se idéen.
“Men så længe Forsvaret tillader sig den frækhed at kræve 45 millioner kroner for kasernen, er der ikke mange muligheder. Hvis de sætter prisen ned til under det halve, er der måske basis for at forhandle. Men vi må sørge for, at lokalplanen ikke åbner for nye anvendelsesmuligheder. Dét vil nok få prisen til at falde,” siger borgmesteren.