Stor opgave til Sønderborg Lokal TV
Kulturstyrelsen har besluttet at pege på Sønderborg LokalTV, som den nye store sønderjyske tv-kanal
Sønderborg Lokal TV er af Kulturstyrelsen valgt som den ene af de 35 lokale tv-stationer, som i fremtiden skal producere lokale tv-programmer i Danmark.
Sønderborg Lokal TV bliver tilmed den eneste station i Sønderjylland, som kommer til at producere programmer til TV Syd-kanalen.
Ansætter personale
“Kulturstyrelsen yder Sønderborg støtte med godt 17.000 kroner om ugen til lokalTV, og sammen med støtte fra andre samt medlemskontingenter betyder det, at Sønderborg Lokal TV nu kan ansætte personale til sammen med forhåbentlig rigtig mange frivillige at producere meget mere TV fra Sønderborg,” oplyser Tage Skott, som både er formand for Sønderborg Lokal TV og for DOA.
Programmerne skal i første omgang vises på TV Syd-kanalen og derefter på andre kanaler som f.eks. på DOA (Den overordnede Antenneforening).
Forpligter sig
“Sønderborg Lokal TV har forpligtet sig til at producere programmer inden for genrerne nyheder, aktualitet, kultur, musik og øvrige programmer. Det samlede program-udbud, som har ført til Kulturstyrelsens godkendelse, har Kristian Pallesen, tidligere kommunikationschef i Sønderborg Kommune, udarbejdet i samarbejde med den øvrige bestyrelse. Den journalistiske tilgang til programvirksomheden er en forudsætning for at lykkes med lokal tv,” fastslår Tage Skott.
Inviterer til samarbejde
Kulturstyrelsen har tildelt fem sendetilladelser i TV Syds dækningsområde. Ti havde søgt, herunder Aabenraa Lokal TV (ALT), TV Mojn og Sønderborg lokal TV, og fem skulle fravælges. Det ramte Aabenraa og TV Mojn. Og Sønderborg Lokal TV har fremover ansvaret for grænselandets lokal tv på TV Syd-kanalen.
Tage Skott vil på det næste bestyrelsesmøde i Sønderborg Lokal TV lægge op til, at alle i grænseregionen, som beskæftiger sig med tv-produktion, bliver inviteret til samarbejde med henblik på at professionalisere arbejdet med tv-produktion i hele landsdelen.
“Det er sådan, at Sønderborg Lokal TV har pligt til også at købe nogle tv programmer udefra, og det giver mulighed for, at andre - mod betaling - også kan producere lokal tv.”
“Vores ambition er at styrke tv-produktionsmiljøet i Sønderjylland og arbejde for, at hele grænseregionen bliver synlig på TV Syd kanalen,” fastslår Tage Skott.
Vores ambition er at styrke tv-produktionsmiljøet i Sønderjylland og arbejde for, at hele grænseregionen bliver synlig.
Tage Skott, formand for Sønderborg Lokal TV
Fakta
Radio- og tv-nævnet under Kulturstyrelsen har netop udstedt tilladelser og tilskud til 35 lokale tv-stationer gældende til udgangen af 2019.
Hensigten med den nye lokal-tv-ordning er, at udsendelserne fremover skal have et betydeligt kvalitativt.
Sendetimer og placering skal nu aftales i de regionernes nyetablerede sendesamvirker.