Alice fejrede fyrre år som børnehaveleder
Hun har passet det samme job i 40 år. Nu er det snart slut
“Heeeiijj!” udbryder Alice Jensen og rækker armene ud efter en af gæsterne ved hendes reception.
Øjeblikket efter følger et knus. Et rigtigt knus - ikke bare et moderne høflighedsknus, hvor man lige præcis strejfer hinanden. En rigtig krammer, dét er hvad Alice Jensen får. Og giver.
Der er reception på Børnehuset Pelikanen i det vestlige Fredericia.
Den selvejende institution runder 40 år. Og dens leder, Alice Jensen, fejrer 40 års jubilæum. For hun har været leder siden den allerførste dag i 1974.
“Og det har været dejligt,” siger hun og retter på det røde medaljon-bånd, hun er blevet udstyret med.
“Det har været spændende at være med i den udvikling, faget og institutionen har haft. Og at følges med de mange dejlige kolleger,” siger hun.
V8 og gæster
Alice Jensen vidste godt, at jubilæet var på vej. Men hun havde ikke forestillet sig, at medarbejderne ville stable så stor en fest på benene.
Omkring 40 gæster har indfundet sig i Pelikanens køkken til lidt lækker mad og snacks.
Dagen begyndte med, at hun blev hentet i hjemmet og kørt til arbejde i en buldrende, gul Corvette Stingray V8. Og nu er det tid til taler, hyggesnak og glade minder. Om et par måneder er det slut. Med udgangen af juni går Alice Jensen på pension. Efter at have haft det samme job i 40 år og tre måneder.
“Da jeg blev 40 år, tænkte jeg lidt over, om ikke det ville være rart at prøve noget andet. Men udviklingen her i huset har været så stor, at det aldrig blev til noget. Og det er jeg glad for,” siger hun.
Rahbek Fisk-børnehaven
Børnehuset Pelikanen blev i sin tid etableret af Rahbek Fisk.
Virksomheden havde dengang omkring 700 ansatte, og mange af dem havde børn, der skulle passes. Derfor etablerede man børnehuset, som siden udviklede sig videre fra “kun” at være fabriks-børnehave.
Husets grundlægger, 90-årige Ruth Rabek, deltog i Alice Jensens jubilæum.