Chef for 300 medarbejdere på pension
Birgit Holm, 65 år, går på pension efter 19 år som Vejles social- og psykiatrichef. Birgit blev i sin tid kommunens første og eneste medarbejder på psykiatriområdet. I dag står hun i spidsen for et højt specialiseret område og 300 medarbejdere fordelt på dag- og døgntilbud og misbrugsbehandling. Den 1. marts overtager Birthe Vorsum roret.
“Der står meget stor respekt og tillid om Birgit Holms arbejde, resultater og person – både i organisationen og det politiske system. Hun har med sit store engagement fået psykiatriområdet til at blomstre og har præget den politiske dagsorden. Birgit har altid fulgt med udviklingen, har uddannet sig og med succes søgt fonde og puljer til at innovere og udvikle området. Hun er derfor på mange måder personificeret med Vejles socialpsykiatri,” siger Kirsten Tønnesen, velfærdsdirektør i Vejle Kommune.
Birgit Holm er uddannet socialrådgiver og blev i 1987 ansat som socialrådgiver på Pensionskontoret i Seniorservice i Vejle Kommune. I 1991 deltog hun i et projekt, hvor alle borgere på de kommunale plejehjem og socialpsykiatriske botilbud blev besøgt for at undersøge, om de var blevet inddraget godt nok i beslutningen om deres ophold på plejehjem eller botilbud – og om der var noget, der fra kommunens side kunne gøres bedre. Projektet betød, at Birgit blev ansat til at lave kommunale tilbud til borgere med psykiske lidelser.
I takt med at der kom mere fokus på området, blev der ansat flere medarbejdere, og i 1995 blev Birgit leder af området. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 overtog Vejle Kommune det amtslige botilbud Sukkertoppen og siden Tinghøj. I 2010 blev socialområdet lagt sammen med socialpsykiatrien. Birgit har under alle forandringerne været leder.
Birgit efterlader et område med 300 medarbejdere fordelt på dag- og døgntilbud og misbrugsbehandling. Mange borgere har et misbrugsproblem eller en dagligdag præget af stor psykisk sårbarhed.