Fortsæt til indhold

Fra rock til ring-akrobatik

Lars Hyttel er medejer af Nature Crossfit, hvor man hylder sammenholdet

Arkiv
Henrik Wanscher

Umiddelbart der det ikke ud af meget, når man står og kigger på den røde lagerbygning i Rådmandshaven 4b, hvor træningscentret Nature Crossfit har til huse.
Lige så snart man træder igennem døren og ind i receptionen, hvor medejer Lars Hyttel tager imod, ser man, at der i bygningen gemmer sig alle de træningsremedier, man kunne tænke sig.
Hvis man selvfølgelig ikke inkluderer maskiner.
For selvom der står nogle stykker langs væggen, så er det ting som reb og ringe, der hænger fra loftet, samt frie vægte i alle mulige udformninger, man finder her.
- Her lægger vi meget vægt på, at træningen skal være funktionel, hvilket vil sige, at den tager udgangspunkt i bevægelser, man laver i hverdagen.
- Derfor er øvelserne, vi laver hernede, for det meste ikke låst fast til specielle maskiner, fortæller Lars Hyttel.

Startede med dans

Lars Hyttel har været medejer af Nature Crossfit siden 2011, men beslutningen om at engagere sig i et træningscenter var bare den foreløbige kulmination på en lang karriere indenfor fitness.
Hans introduktion til træningsverdenen kom ad omveje.
Helt fra han var helt lille dansede Lars Hyttel, og da han kom op i teenagealderen endte han med at danse rock n' roll, hvor man kaster meget rundt med sin dansepartner.
Den unge dansers træner mente, at lidt flere muskler ville hjælpe Lars Hyttel, så han begyndte at gå i træningscenter.
- Jeg fik blod på tanden, for jeg kunne godt lide, hvordan man kunne se resultaterne af sin indsats, fortæller han og fortsætter:
- Jeg har også konkurreret i både fitness og bodybuilding, hvor jeg blandt andet har vundet Mr. Fitness i 2002 og 2005 og fået en sølvmedalje ved VM i bodybuilding i 2003.

Selvom det tydeligvis kræver en del anstrengelse, har Lars Hyttel ingen problemer med at finde smilet frem for fotografen.

Bruger naturen

I 2008 begyndte det dog at knibe med trænings-motivationen, men så introducerede en ven Lars Hyttel for crossfit, og så vendte begejstringen tilbage.
Blandt andet var Lars Hyttel meget glad for at have fundet en træningsform, som han følte var mere social, end hvad han var vant til.
Efter nogle år fik han mulighed for at købe sig ind i Nature Crossfit, hvilket passede den indfødte roskildenser godt, fordi han på den vis var tæt på sit arbejde.
Placeringen i Domkirkebyen har ifølge Lars Hyttel også andre praktiske fordele, der kommer centrets brugere til gode.
- En af de ting, vi er gladest for ved at ligge i Roskilde, er mulighederne for at bruge naturen, når vi træner med hold.
- Blandt andet tager vi nogle gange ud i Hyrdehøj Skoven eller Roskilde ring, hvor vi så enten selv har taget nogle redskaber med eller bruger ting som træstammer og lignende, siger centermedejeren.

Hygge i højsæde

Mulighederne for at variere træningen hos Nature Crossfit betyder ifølge Lars Hyttel også, at nærmest alle har mulighed for at være med.
Vægten og øvelserne tilpasses så de passer til den enkelte.
Dog understreger han, at man normalt ikke opdeler folk i grupper baseret på deres styrke.
På holdene træner de superstærke altså side om side med hyggemotionisterne.
Netop dette er ifølge centermedejeren en af de bedste ting ved crossfit.
- På den måde sikrer man, at folk har mulighed for at tale med hinanden, og det betyder, at der er et rigtig godt socialt miljø hernede.
- Nogle gange er det sådan, at vi nærmest må losse folk ud herfra, når vi er ved at lukke, fordi de hygger sig.

hw@roskildeavis.dk

Yndlingsøvelsen:
I hver artikel om Fitness-centre i Roskilde spørger Roskilde Avis om repræsentantens yndlingsøvelse. Lars Hyttel klør sig lidt i nakken, men der går ikke mange sekunder, før han går hen til to ringe, der hænger ned fra loftet. Han griber ringene, en i hver hånd og puster lidt ud. Så hiver han sig op, så han går fra at hænge slapt i armene med ringene over sig til at dingle i strakte arme med ringene omkring sine hofter. – Jeg kan godt lide den her øvelse, fordi den er meget teknisk. Man kan godt blære sig lidt med den, og jeg må indrømme, at jeg ville blive lidt ked af det, hvis der kom en nybegynder ind og lavede den, siger Lars Hyttel og griner.