Aabenraa “finder vejen” på lørdag
Aabenraa er med i arrangementet “Find Vej Dagen”. Den lokale arrangør er AAIG, der inviterer til tur i Hjelm skov på lørdag
Tusindvis af danskere tager på jagt efter poster i det fri på Find vej Dagen på lørdag.
I årets udgave af Find vej Dagen inviterer AAIG Orientering til 'Find vej i Hjelm Skov'. Arrangementet starter kl. 13.30 fra Hjelmtrolden for enden af Hjelm Allé, og der er kort, diplomer og forfriskninger til alle. Det er også muligt at deltage i en landsdækkende konkurrence med præmier fra Løberen.
”Find vej Dagen er en fantastisk anledning til at få en sjov og hyggelig dag i det fri – både for os og for deltagerne. Sidste år var deltagelsen helt overvældende, og vi glæder os til igen at give en masse mennesker en rigtig god oplevelse på lørdag. Vi er også lidt stolte af, at vi på denne måde støtter op om kommunens mål om øget fokus på idræt og sundhed” fortæller formand for AAIG Orientering Finn Hove.
Find vej Dagen udspringer af natur- og motionskonceptet Find vej i Danmark, som består af over 200 grønne motionsfaciliteter fordelt over hele landet. Man henter orienteringskort fra siden findveji.dk og tager derefter på jagt efter poster i ens nærområde.
”Orienteringsløb er leg med motion og natur som sidegevinst. Vi håber, at Find vej Dagen giver børn og voksne smag for sjove og gode motionsoplevelser i skove og parker,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv.
Danmarks sjoveste motionsdag
Efter positive tilbagemeldinger fra de over 3.000 deltagere i både 2012 og 2013 har Find vej Dagen fået tilnavnet 'Danmarks sjoveste motionsdag'. Deltagerne skal ved hjælp af et orienteringskort finde vej til en række poster i skove, parker og byer.
Der er ruter i forskellige sværhedsgrader og længder fra 2,5 km til 7 km.
Find vej Dagen er blevet til i et udviklingssamarbejde mellem Dansk Orienterings-Forbund og Danmarks Idrætsforbund. Succesen i 2012 og 2013 betyder, at dagen nu bliver en fast begivenhed hvert år i april.
Find vej Dagens hjemmeside med overblik over de 43 arrangementer på dagen: www.findvejdagen.dk
”Find vej Dagen er en fantastisk anledning til at få en sjov og hyggelig dag i det fri”
Finn Hove, formand